Få nye ruter i vintertrafikprogrammet

Når flyselskaberne på søndag tager hul på vintertrafikprogrammet, vil der fra dansk lufthavne kun blive blive åbnet otte nye ruter i perioden. Fire af disse er dog til oversøiske destinationer.

Søndag den 27. oktober tager flyselskaberne hul på vintertrafikprogrammet, der løber frem til lørdag den 29. marts næste år. Rutenyheder ligger traditionelt i sommerhalvåret, hvor efterspørgslen er størst, og det er da også småt med rutenyheder i løbet af det kommende vinterhalvår.

Der vil i løbet af vintertrafikprogrammet blot åbne otte nye ruter fra de danske lufthavne, hvoraf SAS tager sig af halvdelen, mens Norwegian tager sig af tre ruteåbninger fra København, mens Ryanair repræsenterer en enkelt ny rute fra Jylland.

Nye danske ruter i vintertrafikprogrammet W13/14

Rute Selskab Dato Frekvenser Flytype
København-Bremen SAS 28OKT13 6/uge CRJ200
København-Humberside SAS 28OKT13 5/uge CRJ200
Aarhus-Las Palmas Ryanair 01NOV13 1/uge B737-800
København-Bangkok SAS 22NOV13 3/uge A340-300
København-Fort Lauderdale Norwegian 29NOV13 2/uge B787-8
København-Salzburg SAS 08FEB14 1/uge A320
København-New York/JFK Norwegian 28FEB14 4/uge B787-8
København-Los Angeles Norwegian 01MAR14 3/uge B787-8

Kilde: Flyselskaber og lufthavne

Fire SAS-ruter
SAS indleder allerede på mandag med to nye helårsruter, der går til henholdsvis Bremen i Nordtyskland og Humberside i det nordøstlige England. I begge tilfælde flyves der med 50-sæders CRJ200 fly opereret af Cimber A/S.

Der vil givetvis være større interesse, når SAS den 22. november vender tilbage på ruten mellem København og Bangkok. SAS måtte i foråret opgive helårsbetjening af ruten for at frigøre kapacitet til en ny rute til San Francisco, men nu er det skandinaviske flyselskab tilbage på Bangkok-ruten med tre ugentlige afgange i vinterhalvåret. Der flyves med Airbus A340-300 fly med plads til 245 passagerer i den sædvanlige tre-klasses konfiguration.

Sidste danske SAS-rute åbnes i begyndelsen februar måned og er blot en sæsonrute. Destinationen hedder Salzburg, og hertil flver SAS fra København hver lørdag indtil den 22. marts.

Tre oversøiske Norwegian-ruter
Det norske lavprisflyselskab Norwegian står for de ubetingede største nyheder i vintertrafikprogrammet. Der er tale om tre oversøiske ruter opereret med de nye Boeing 787-8 Dreamliner-fly.

Norwegian indleder med ruten fra København til Fort Lauderdale, der vil blive igangsat den 29. november med to ugentlige forbindelser. Et par måneder inde i det nye år er Norwegian klar til at etablere en rute fra København til New York/JFK med fire ugentlige afgange. Ruten åbner den 28. februar og vil blive den danske hovedstadslufthavns første helårsrute til New York´s John F. Kennedy Lufthavn, idet SAS benytter Newark-lufthavnen.

Dagen efter er Norwegian klar med en rute fra København til Los Angeles. Ruten skal beflyves tre gange ugentligt, og det bliver nu anden gang siden 2009, at der bliver etableret en direkte flyforbindelse fra København til USA´s vestkyst. Første gang var SAS og San Francisco i foråret 2013, og nu følger Norwegian efter med Los Angeles i 2014. SAS lukkede sin København-Seattle-rute i 2009.

Kun én jysk rute
De jyske lufthavne må i vintertrafikprogrammet spejde langt efter nye ruter. Ryanair vil den 1. november flyve en gang ugentlige mellem Aarhus Lufthavn og Las Palmas, men ellers er der ingen rutenyheder på programmet i Billund og Aalborg.

Udover de nye ruter er der flere ruter, der bliver forlænget fra sommer til vintersæson, mens andre ruter får flere frekvenser. SAS har således valgt at øge med to ugentlige afgange mellem København og Madrid, mens Norwegian udvider til ni ugentlige afgange mellem København og Málaga. Fra Aalborg Lufthavn har Norwegian valgt at udvide Alicante-betjeningen til en helårsrute, hvor der vil blive to ugentlige afgange i vinterhalvåret. Herudover øger norske Widerøe med en ekstra daglig rotation på København-Kristiansand ruten.