Airbus A321-fly fra Monarch Airlines i Birmingham. (Foto: Eric Salard / Wikimedia Commons)

Får alligevel lov at beholde Monarch-slots

Konkursboet efter britiske Monarch Airlines får lov til at beholde landingstilladelser i to London-lufthavne til en samlet værdi på omkring en halv milliard kroner.

Boet efter det britiske flyselskab Monarch Airlines får alligevel lov til at beholde selskabets særdeles værdifulde landingstilladelser i to af de største britiske lufthavne. Dermed kan kuratorerne sandsynligvis sælge mange af tilladelserne til andre flyselskaber og derved skaffe flere penge til kreditorerne efter det store flyselskab, der gik konkurs i oktober i år.

En domstol havde oprindeligt besluttet, at landingstilladelserne skulle tilbage i en pulje, der administreres af Airport Coordination Limited – Storbritanniens uafhængige administrator af landingstilladelser, som holder styr på landingstilladelser i 38 lufthavne i syv lande.

Andre flyselskaber kunne så omkostningsfrit sikre sig de ledige tilladelser i London Gatwick og London Luton lufthavnene.

Men sådan kommer det alligevel ikke til at gå. En appeldomstol har nemlig omstødt afgørelsen og Monarch-boets kurator KPMG kan nu sælge tilladelserne, der vurderes at have en værdi på mere end 500 mio. kroner.

Må til lommerne
Dermed får flere flyselskaber en lang næse. Wizz Air, easyJet, Norwegian og IAG (ejer af British Airways og lavprisselskabet Level, red.) var blandt de selskaber, der havde vist interesse for at erhverve de ledige landingstilladelser.

Hvis selskaberne stadig er interesseret i landingstilladelserne, så må de altså nu til lommerne og henvende sig til KPMG, der ifølge dem selv allerede er i kontakt med flere interesserede købere.

Monarch Airlines’ landingstilladelser i lufthavnene i Manchester, Birmingham og Leeds-Bradford er allerede røget tilbage i puljen hos Airport Coordination Limited, der har tildelt dem til andre selskaber. De tilladelser får Monarch-boet ikke tilbage.

Forsøgte at sælge
Hos Airport Coordination Limited undrer man sig over appeldomstolens afgørelse. Administratoren mener ikke det giver nogen mening, at et flyselskab uden hverken fly, piloter eller driftstilladelse kan få tildelt landingstilladelser. Monarch Airlines’ driftstilladelse blev annulleret, da selskabet gik konkurs.

Monarch Airlines blev etableret i 1968 og beskæftigede før konkursen 2.500 ansatte i hele koncernen. Sidste år fløj 6,3 mio. passagerer med Monarch Airlines til 40 destinationer fra lufthavnene i London-Gatwick, London-Luton, Birmingham, Leeds-Bradford og Manchester.

Selskabet har de seneste år været ejet af kapitalfonden Greybull Capital, der har forsøgt at sælge dele af virksomheden. Norwegian har blandt andet været rygtet som en af de mulige købere.

 

 

Relaterede artikler:

Monarch-slots skal tilbage i fordelingspuljen

Strid om rettigheder til Monarch-slots

110.000 strandet efter britisk flykonkurs

 

x

Læs Også

Norwegian rygtes i dialog med Monarch

Norwegian skulle være i forhandlinger om at købe britiske Monarch Airlines, skriver nyhedsbureauet Press Association, og der kan være flere synergier i en overtagelse.

To flyselskaber vil udfordre Primeras USA-planer

Det bliver ikke uden sværdslag, når Primera Air næste forår starter ruter til USA fra Stansted og Birmingham. Islandske WOW air og britiske Monarch vil sætte en kæp i hjulet.

Flypyroman får fængselsdom

En 46-årig britisk mand blev i sidste uge idømt en fængselsstraf på fire og et halvt år for at have antændt to mindre brande på flytoiletter under en flyvning til Sharm el-Sheikh.

Monarch Airlines åbner tre ruter i Skandinavien

Det britiske lavprisflyselskab Monarch vil indtage det skandinaviske marked. Fra 28. april næste år vil selskabet flyve mellem Stockholm og tre britiske storbyer.

Monarch: Vi ser på flere destinationer i Skandinavien

Det britiske lavprisflyselskab Monarch Airlines vil ikke nøjes med ruter til Stockholm. Selskabet ser også på andre destinationer i Skandinavien.

Aalborg Lufthavn jagter Monarch-rute til London

Aalborg Lufthavn har indledt en dialog med Monarch Airlines om en rute til London, så lufthavnen kan tilbyde flere afgange til den britiske hovedstad.