Københavns Lufthavn. (Foto: CPH)

Færre transferpassagerer trods maj-vækst i CPH

I Nordens største lufthavn oplevede man passagerfremgang i maj måned. Men det kniber alligevel med transfertrafikken, der år til dato er faldet med to procent og dermed halter gevaldigt efter hovedkonkurrenten i Amsterdam-Schiphol.

Københavns Lufthavn oplevede i maj måned stor vækst i antallet af rejsende. År til dato steg udenrigstrafikken med 2,8 procent, hvor maj måned alene bød på hele 5,7 procents passagerfremgang i udenrigstrafikken. Dermed blev det den første maj måned nogensinde med over 2,1 mio. rejsende.

Ifølge Københavns Lufthavn skyldes væksten især fremgang hos både Norwegian, easyJet og Vueling samt en stærk start for SAS’ nye rute til San Francisco.

Imidlertid lader det dog til, at transfertrafikken ikke kan følge med væksten. Antallet af transferpassagerer faldt i årets første fem måneder med to procent sammenlignet med sidste år. Selvom maj måned leverede to procents fremgang, har det ikke opvejet den samlede nedgang.

”Det er klart, at der har været en tilbagegang i årets første måneder, hvor vi endnu har mærket effekten af Cimber Sterlings konkurs, samt den ændrede strategi hos SAS, der betød, at CPH mistede nogle finske regionalruter,” siger Søren Hedegaard Nielsen, pressechef i Københavns Lufthavn, om transfer-udviklingen.

Schipol har overtaget føringen
Ifølge Søren Hedegaard vil en fortsat styrkelse af indenrigstrafikken og nye regionalruter – herunder SAS’ nyeste annoncering af ruter til Humberside i England og Bremen i Tyskland – igen skabe transferfremgang i København.

En sådan fremgang er også nødvendig, hvis København igen skal lægge sig i front overfor sin tidligere erklærede storkonkurrent, Amsterdam-Schiphol. Her har man haft en vækst i årets første fem måneder på 6,1 procent i transfertrafikken.

Københavns Lufthavn gik ellers ud af 2012 med en vækst på 7,6 procent i antallet af transferpassagerer, hvor Schiphol-lufthavnen havde en vækst på 3,4 procent.

Københavns geografiske placering mellem Norden og det øvrige Europa har gjort lufthavnen til et naturligt sted for mange rejsende at skifte fly. Lufthavnen er forsynet med en bred vifte af regionale flyruter til de omkringliggende lande, som bringer rejsende ind til lufthavnen og videre ud i verden.