Boeing 737-800 fly fra Norwegian.

Faldende indtægter for charterflyvning

Norwegian har indgået en aftale om at stille flykapacitet til rådighed for tre charterarrangører i sommeren 2015. I forhold til 2012 er den gennemsnitlige indtægt per flyvning reduceret med 20 procent.

Norwegian har gennem en årrække foretaget charterflyvninger på vegne af en række nordiske rejsearrangører. TUI-koncernen med Star Tour, Fritidsresor og finske Finnmatkat har traditionelt været blandt de største kunder i dette segment.

I sommeren blev charterkontrakterne udvidet til også at omfatte flyvninger fra Storbritannien til middelhavsdestinationerne, og den succes gentager Norweigan i år, hvor der skal flyves fra London-Gatwick til destinationer i Spanien, Grækenland, Italien, Cypern og Portugal.

“Vi er meget tilfredse med at, vi fortsat skal flyve charterpassagerer for TUI, Thomas Cook og Nazar til populære destinationer ved Middelhavet. Vi ser frem til at byde endnu flere passagerer velkommen ombord i vores komfortable og helt nye fly med gratis WiFi,“ siger Thomas Ramdahl, der er kommerciel direktør hos Norwegian.

Indtægtsfald på 20 procent
Men det er et konkurrenceintensivt marked, som Norwegian befinder sig i. Da selskabet indgik en charterkontrakt med Star Tour i sommeren 2012 var kontraktsværdien på over 450 mio. norske kroner og omfattede 1.800 flyvninger, hvilket var en gennemsnitspris på 250.000 norske kroner per flyvning.

De nye kontrakter omfatter næsten 2.000 flyvninger og en omsætning på 400 mio. norske kroner, hvilket vidner om en reduktion på 20 procent i den gennemsnitlige pris per flyvning i forhold til sommeren 2012.

“Årsagen til, at indtægterne falder er, at det er kortere sektorer fra London-Gatwick, end det er tilfældet fra Norden,“ forklarer informationschef Charlotte Holmbergh Jacobsson fra Norwegian til CHECK-IN.dk.

I den kommende sommer skal Norwegian udover flyvningerne fra Storbritannien også flyve fra Sverige, Norge og Finland til destinationer i Spanien, Grækenland, Cypern og Tyrkiet.

Norwegian oplyser, at omkring 40 procent af flyvningerne udgår fra Gatwick Lufthavn og at der ikke er allokeret separate fly til opgaverne. Charterturene indpasses i den daglige produktion med ruteflyene.