Finnair må vente med konsolidering

Tiden er ikke politisk moden til at tale om konsolidering af Finnair i den europæiske luftfartssektor, så flyselskabet har sat sin egen kurs.

I foråret 2019 skal de finske vælgere stemme til rigsdagsvalget, der finder sted minimum hvert fjerde år.

Hos ledelsen i Finnair vil man givetvis følge udfaldet af rigsdagsvalget med spænding. Flyselskabet har nemlig tidligere opsendt en prøveballon i forhold til det statslige medejerskab, idet man er af den opfattelse, at Finnair kunne have gavn af at blive et element i en europæisk konsolidering.

I dag sidder den finske stat på 55,8 procent af aktierne i det finske flyselskab, og ifølge Reuters er der ingen aktuelle planer om, at der skal ændres på det forhold.

Den tidligere minister for statsejede virksomheder, Heidi Hautala, var ellers en varm fortaler for privatisering af Finnair, men hun kunne ikke samle støtte til sine synspunkter. I øjeblikket ledes Finland af en koalitionsregering bestående af Centerpartiet, EU-modstanderpartiet De Sande Finner samt det konservative Samlingspartiet.

Ifølge Finnairs koncernchef Pekka Vauramo er et salg af Finnair ikke på regeringens dagsorden i øjeblikket, hvorfor flyselskabets ledelse fortsætter med at udvikle Asien-strategien.

“Vi vil følge vores vækstmuligheder og selv definere vores fremtid,” siger Pekka Vauramo til Reuters.

Anstrengt forhold til staten
Igennem de senere år har Pekka Vauramo været en varm fortaler for, at Finnair skulle indgå i en eller anden form for konsolidering i den europæiske luftfart.

Der har været vedvarende rygter om, at Finnair og IAG (moderselskab for British Airways og Iberia, red.) var meget tæt på en aftale for seks måneder siden, men begge parter har afvist, at der har været forhandlinger.

Kilder peger på, at forholdet mellem flyselskab og den statslige majoritetsaktionær med tiden er blevet mere anstrengt, hvilket i mindst et tilfælde har betydet, at et bestyrelsesmedlem har valgt at træde tilbage. En privatisering af Finnair vurderes tidligst at kunne komme på tale efter rigsdagsvalget i 2019.

I mellemtiden fortsætter koncernchefen ufortrødent med at lede selskabet efter den allerede vedtagne strategi, selvom markedet er udfordret, hvad konkurserne i airberlin og Monarch Airlines i efteråret 2017 vidner om.

“Asien forbliver den retning, hvor vi vil skabe vores fremtidige vækst. Vi har meget stærke rutetilbud til større asiatiske byer, hvortil vi forventer at udvide med endnu flere flyvninger,” lyder det fra Pekka Vauramo.

I mellemtiden kan den finske stat glæde sig over, at kursen på Finnair-aktierne i løbet af de seneste 12 måneder er næsten tredoblet, mens omsætningen fortsætter med at sige, og der kommer nye fly ind.

 

Relaterede artikler:

Star Alliance-veteran til Finnairs bestyrelse

Analytiker: IAG mere oplagt SAS-køber end Lufthansa

Finnair vil forberede sig på nordeuropæisk konsolidering

SAS: Behov for konsolidering

Finnair afviser ikke konsolidering i IAG