Finnair A350-900 XWB.

Finnair med A350 til Vietnam

I vintertrafikprogrammet 2016/17 vil Finnair indsætte det moderne langdistancefly Airbus A350 på ruten til Ho Chi Minh City.

Efterhånden som Finnair får leveret flere A350-fly, vil det moderne langdistancefly blive indsat på stadig flere ruter.

Flyet debuterede i efteråret på ruten fra Helsinki til Shanghai, og juleaftensdag kom Bangkok også med på A350-rutenetværket hos det finske flyselskab.

Nu har Finnair netop offentliggjort, at sæsonruten til Ho Chi Minh City fra næste vintertrafikprogram 2016/17 flyves med den nye A350´er i stedet for som hidtil Airbus A330-300.

Der flyves en gang ugentlige på onsdage fra Helsinki med returrejse torsdag fra Vietnam. I det nuværende vintertrafikprogram 2015/16 flyves der på torsdage fra Finland og med returflyvning om fredagen fra Ho Chi Minh City.

Kun tre europæiske ruter
Udover Shanghai og Bangkok benytter Finnair også i dag Airbus A350 på ruten fra Helsinki til Beijing, og i løbet af foråret kommer Hong Kong og Singapore også med.

Finnair tilbyder i dag den næsthurtigste forbindelse mellem København og Ho Chi Minh City. Den samlede flyrejse fra Københavns Lufthavn varer 13 timer og 30 minutter inklusive flyskifte i Helsinki. Hurtigst er dog Thai Airways, der kan gennemføre turen på 13 timer og 15 minutter med transfer i Bangkok.

Der er i dag kun tre europæiske flyselskaber med direkte flyforbindelse fra Europa til Ho Chi Minh City. Udover Finnair er det Air France fra Paris-CDG samt Turkish Airlines fra Istanbul. Derimod flyver Vietnam Airlines fra de fra største europæiske lufthavne i London-Heathrow, Paris-CDG og Frankfurt.