Finnair Airbus A330-300. (Foto: Finnair)

Finnair øger overflygningskapacitet over Rusland

Mens de skandinaviske regeringer kæmper for at udvide flyvningerne over Rusland, har Finland netop fået tildelt 23 procent flere overflyvninger.

Nøglen til flere Asien-ruter fra Nordeuropa til Japan. Kina og Sydkorea ligger hos Rusland. Den hurtigste vej til de tre lande er nemlig luftkorridoren over Sibirien, og derfor kæmper mange flyselskaber hårdt for at sikre sig rettigheder til overflyvning af Rusland.

Siden efteråret 1944 har der været et godt og stabilt forhold mellem Finland og Rusland, og det har sikret Finnair en begunstiget situation i erhvervelsen af rettigheder til at overflyve Rusland på det finske flyselskabs populære Asien-ruter.

Det er dog ikke uden omkostning for Finnair og andre flyselskaber at flyve via Sibirien, idet den russiske stat og det statslige flyselskab Aeroflot forlanger betaling for overflyvningerne. Hidtil har Finland – og dermed Finnair – haft tilladelse til 65 ugentlige flyvninger, og dette tal blev i sidste uge udvidet til 80 flyvninger efter afslutningen af nye luftfartsforhandlinger mellem Finland og  Rusland i Novosibirsk.

Dermed kan Finnair øget antallet af flyvninger til Japan, Kina og Sydkorea, enten gennem flere frekvenser på eksisterende ruter, eller ved at etablere helt nye ruter. I øjeblikket flyer Finnair til Beijing, Shanghai, Chongqing, Guangzhou og Xi’an, mens Tokyo, Osaka, Nagoya og Fukuoka er selskabets destinationer i Japan. Endelig flyves der også fra Helsinki til Seoul i Sydkorea.

Finnair er dog endnu ikke klar til at melde ud, hvordan man vil udnytte de nye muligheder.

“Den nye aftale giver et godt grundlag til at indgå kommercielle aftaler i fremtiden. Det er vores standardprocedure, at nye ruter og frekvenser først offentliggøres, når alle kommercielle aspekter er blevet afsluttet,” siger kommunikationsrådgiver Satu Haataja fra Finnair til CHECK-IN.dk.

Norwegian presser på
I Skandinavien presser Norwegian på for at få ændret luftfartsaftalen med Rusland. I aftalen kan hvert land (i aftalen Skandinavien, red.) udpege ét flyselskab, der kan benytte sig af rettighederne i aftalen, og Norwegian vil gerne have flere flyselskaber med i aftalen, så det norske lavprisflyselskab kan sætte fart på ekspansionen til Asien.

Den nuværende luftfartsaftale med Rusland blev  indgået af Danmark med det tidligere Sovjetunionen tilbage i 1956. Sidenhen er aftalen blev ratificeret af Rusland i 1991, da USSR blev opløst, og de skandinaviske regeringer har således gennem snart 25 år forsøgt at få aftalen moderniseret.

Der er aftalt et nyt møde mellem de skandinaviske regeringer og Rusland i begyndelsen af efteråret.

 

Relaterede artikler:

Norwegian: Ikke på Skandinaviens bekostning

SAS vil ikke afgive rettigheder til Norwegian

Finnair øger til Rusland

Fire nye langdistanceruter fra Finnair

Ny Ruslands-aftale kan skabe Asien-vækst i CPH