A350-900 XWB fra Finnair.

Finnair til København med A350

Torsdag den 8. oktober lander Finnairs første Airbus A350-fly i Københavns Lufthavn. Langdistanceflyet skal i det meste af oktober måned gennemføre træningsflyvninger til en række af selskabets europæiske destinationer.

Finnair er europæisk lanceringskunde af det nye Airbus A350XWB langdistancefly, som selskabet har bestilt 19 eksemplarer af.

Flyene skal benyttes på ruterne til Asien, hvor Finnair har planlagt en fordobling af passagertallet frem til 2020. Første Airbus A350-fly leveres i løbet af efteråret, og ved vintertrafikprogrammets ikrafttræden den 25. oktober vil verdens mest moderne langdistancefly blive indsat på ruten fra Helsinki til Shanghai og i de følgende måneder til Beijing, Bangkok og Singapore.

Der er altid ekstremt stor opmærksomhed omkring nye flytyper. Senest blev det oplevet her i Norden, da Lufthansa i 2010 præsenterede A380-flyet på en promotion-tur i Norden, og det samme var tilfældet, da Norwegian på træningsflyvninger præsenterede Dreamlineren tilbage i 2013.

De skandinaviske storlufthavn bliver da heller ikke snydt for at opleve Finnairs A350´er på nært hold.

Onsdag den 7. oktober flyver A350´eren som flight AY645/650 mellem Helsinki og Stockholm. Det betyder, at Arlanda Lufthavn kan modtage langdistanceflyet kl. 17.30 denne dag.

Dagen efter går turen til København, hvor flyet lander kl. 18.25 som flight AY667. Den 9. oktober bliver det Oslo, der kan tage imod A350´eren som flight AY659 med ankomst kl. 17.00.

A350-flyet kommer også til Gøteborg, ligesom de finske byer Oulu og Rovaniemi også får besøget af flyet. Træningsflyvningerne er henlagt til i alt 18 byer i perioden fra den 5. til den 23. oktober og igen fra den 6. til 17. november.

“Det bliver virkeligt spændende at vise flyet frem i København for danskerne, så de kan se, hvad vi fremover kan tilbyde, når turen skal gå den hurtigste vej til Asien. Det er noget helt specielt, når en helt ny generation af fly bliver bygget, og vi vil vise vores A350 XWB frem med stolthed,“ siger Finnairs chef i Danmark, Robert Öhrnberg.

Øger sædekapacitet med 13 procent
Finnair har bestilt i alt 19 eksemplarer af typen A350-900 XWB, der vil blive indrettet med 297 sæder. På Business Class vil der være plads til 46 passagerer, mens der i Economy Comfort vil være 43 sæder. På Economy Class er der plads til 208 passagerer.

Med de nye fly har Finnair mulighed for at øge kapaciteten med omkring 13 procent. I dag har Finnairs A330 og A340-fly plads til 263 passagerer afhængig af konfiguration.

De første fire A350-fly leveres inden udgangen af 2015. Yderligere syv fly kommer til i 2016, mens de resterende otte fly vil blive leveret mellem 2018 og 2023. Inden udgangen af 2017 vil Finnair udfase selskabets syv Airbus A340-fly, således at flåden kun vil bestå af tomotorers fly af typen A330 og A350.

“Vi glæder os til en vigtig milepæl, mens vi gearer op til et gnidningsfrit skifte til A350-drift. Vores A350-investering er den største i selskabets 92-årige historie, og disse fly bliver rygraden på vores langdistanceruter i mange år frem. Jeg kan ærligt sige på vegne af alle vores ansatte, at vi ikke kan vente med at byde vores passagerer velkommen ombord,“ siger Finnairs koncernchef Pekka Vauramo i en pressemeddelelse.