A350-900 XWB fra Finnair.

Finnair tjener en halv mia. kroner på flyhandel

Leveringen af de første to nye A350-fly til Finnair samt udfasningen af A340-flyene kaster helt usædvanligt en ekstraordinær indtægt på en halv mia. kroner af sig.

Onsdag den 7. oktober vil Finnair få leveret det første af 19 fly af typen Airbus A350-900 XWB. Finansieringen af de to første A350-fly fik Finnair på plads allerede ved udgangen af 2013 gennem et “sale og leaseback“ arrangement med GE Capital Aviation Services (GECAS).

Finnair oplyste dengang, at transaktionen havde en værdi af 260 mio. euro svarende til i underkanten af to mia. danske kroner.

Nu meddeler Finnair, at flyselskabet får en ekstraordinær indtægt i andet halvår af 2015 på 70 mio. euro, hvilket svarer til 520 mio. danske kroner.

Den ekstraordinære indtægt er skabt gennem transaktionen med GECAS i kombination med en aftale om, at flyproducenten Airbus har forpligtet sig til at købe fire af Finnairs syv A340-300 fly, der skal fases ud i 2016 og 2017, efterhånden som de nye A350-fly kommer ind.

Nyt fly koster over 2 mia. kroner
Den ekstraordinære indtægt sker på trods af, at Finnair allerede i 2015 har afholdt engangsomkostninger i forbindelse med forberedelse af udfasningen af A340´erne. Tilbage udestår fra udfasningen et beløb på under 10 mio. euro, som bogføres i 2016.

De 19 A350-fly vil blive leveret efter en plan, hvor de fire første vil blive leveret inden udgangen af 2015. I 2016 og 2017 kommer i alt syv nye fly, mens der vil blive leveret otte fly fra 2018 til 2023. Samtidig skiller Finnair sig af med de syv Airbus A340-300 fly, mens otte A330-fly stadig har nogle år tilbage i flåden hos det finske flyselskab.

Listeprisen på et nyt Airbus A350-900 XWB fly er 304,8 mio. dollars, hvilket omregnet til danske kroner svarer til mere end to mia. danske kroner.

SAS har bestilt otte eksemplarer af A350-900 XWB, og første fly leveres fra 2018 og fremad.