A350-900 XWB fra Finnair.

Finnair vil ansætte 200 nye piloter

Finnair forventer en stor stigning i flytrafikken i fremtiden, hvorfor luftfartselskabet har brug for 200 nye piloter inden 2020. De 60 første forventes allerede at være i luften til efteråret.

Efter et par magre år med omfattende spareprogrammer, er der igen fremgang at spore for Finnair. Den finske flag carrier formåede i første halvdel af 2015 kraftigt at barbere ned på et forventet underskud, og med 19 nye Airbus A350-900XWB fly på vej inden 2020, forventer luftfartselskabet mere vækst og højere indtjening i fremtiden.

Som en del af udvidelsen ønsker Finnair ifølge den finske medievirksomhed Yle i samme periode at ansætte 200 nye piloter, og de 60 første forventes allerede at være klar til at sætte sig i sædet, når det første A350-fly til efteråret vil være til rådighed.

”Vi er i gang med at planlægge mod fremtiden og vil ansætte omkring 60 nye piloter på permanente kontrakter dette efterår”, siger Finnars operationschef Jari Paananen.

Udover disse skal 25 af Finnairs midlertidige piloter gøres permanente fra foråret 2016, imens 32 nye skal under oplæring, så de senere hen også kan flyve på fuld tid. De mange nye fly vil derudover stille højere krav til kabinepersonalet, hvorfor der også her skal ansættes mere end 100 nye medarbejdere.

Omkostningerne sænkes
Den første Airbus A350 skal fra slutningen af oktober måned indsættes på langdistanceruterne til Shanghai, Beijing og Bangkok, og det vil betyde endnu gunstigere muligheder for en balancering af Finnairs økonomi i fremtiden.

De nye fly er nemlig noget billigere i drift, ligesom de også udleder en betydelig mindre mængde CO2, og Finnair forventer, at dette vil skabe yderligere vækst.

“Vækst skaber også jobs. Hver ny Airbus A350 XWB-fly som kommer ind i vores flåde, vil skabe 200 nye jobs i Finnair. Halvdelen af disse er stillinger for det flyvende personale, og den anden halvdel fordeler sig på øvrige funktioner,“ forklarede selskabets koncernchef Pekka Vauramo tidligere på året.

Med de 19 nye A350-fly, der hovedsageligt skal indsættes på det asiatiske marked, håber den finske flag carrier ifølge Yle at have dobbelt så meget trafik i Asien i 2020 sammenlignet med ti år forinden.