Fløj over Atlanten trods flammer fra motor

Et brag og flammer ud af den ene motor ved take-off var ikke nok til at stoppe et to-motors passagerfly fra at krydse Atlanten.

Da et Boeing 767-300 fly fra portugisiske Euro Atlantic onsdag i sidste uge lettede fra Amsterdams Schiphol lufthavn lød der kort efter et højt brag fra den højre motor. Og en flyspotter tog et billede af Boeing 767-flyet med flammer kommende ud af flyets højre motor.
Men i cockpittet fik piloterne ingen indikationer på instrumenterne som antydede, at der skulle være problemer med motoren. Og derfor vurderede de, at det ikke var nødvendigt at returnere til Schiphol.
I stedet satte de kursen ud over Atlanterhavet mod Paramaribo i Surinam i Sydamerika. Flyet satte hjulene ned i hovedstaden i den tidligere hollandske koloni efter ni timers flyvning, hvor motoren ikke viste yderligere tegn på problemer. Ved landingen i Paramaribo blev flyet imidlertid “groundet“ og returflyvningen aflyst.
Stå skoleret
Euro Atlantic opererede flyvningen på vegne af Suriname Airways, som havde sit eget langdistancefly ude til et omfattende check. Derfor havde selskabet hyret Euro Atlantic til at vikariere.
Suriname Airways har nu bedt Euro Atlantic stå skoleret og forklare hvad der skete og hvorfor piloterne valgte at gennemføre flyvningen. Samtidig har luftfartsmyndighederne i Surinam indledt en undersøgelse af forløbet.
Tilkaldt af SAS
Euro Atlantic beskæftiger sig med at flyve for andre selskaber på såkaldte wet-lease kontrakter, hvor Euro Atlantic stiller med besætning og fly til blandt andet at vikariere, når andre selskaber har mangel på kapacitet. Selskabet er sammen med landsmændene fra HiFly specialiseret i at operere langdistancefly på wet-lease.
Et Boeing 777-fly fra Euro Atlantic blev eksempelvis tilkaldt, da SAS sidste sommer havde store vanskeligheder med at opretholde sit trafikprogram på grund af flere mindre uheld med langdistanceflåden. Derfor blev Euro Atlantic-flyet blandt andet sat til at operere SAS’ rute fra København til Washington.

Foto: Thorsten Urbanek / FlightLevel.be