Fly gik op i flammer

Losningen af et fragtfly fyldt med brændbar væske tog i sidste uge en meget uheldig drejning.

Det gik helt galt, da et indonesisk fragtfly i sidste uge blev losset i byen Wamena i det østlige Indonesien. Kort efter, at flyet var landet og parkeret i Wamena Airport, var man begyndt at tømme flyet, da lasten pludselig antændte.

Flyets last var brændstof på tønder, og det betød, at branden eskalerede lynhurtigt. Kort efter var flyet omspændt af flammer, og tyk røg steg op i luften, skriver Aviation Herald.

Ifølge øjenvidner opstod branden, da en af tønderne med brændstof blev tabt fra en af de gaffeltrucks, som tømte flyet. Indholdet fra tønden strømmede straks ud og blev antændt. Hvad der fik den letantændelige væske til at brænde, er uklart. Imidlertid oplyser den lokale politichef, at brændstoffet ramte flyets varme bremser, hvilket resulterede i antændelse.

Selvom lufthavnens egne brandbiler var hurtigt fremme ved flyet, da ulykken indtraf, trak brandslukningen ud. Brandbilernes begrænsede vandkapacitet betød nemlig, at slukningsarbejdet blev afbrudt flere gange. Det fik branden til at blusse op på ny, og først efter en time var branden slukket. På det tidspunkt var der ikke meget tilbage af fragtflyet.

Rutineopgave gik galt
Flyet, som er af typen British Aerospace 146-200QT, tilhører Nusantara Air Charter – et indonesisk charterselskab. Forud for ulykken havde flyet gennemført en kort flyvning fra kystbyen Jayapura, som ligger knap 250 kilometer nordøst for Wamena nær grænsen til Papua Ny Guinea.

Under branden indtraf der flere eksplosioner, efterhånden som brændstof i flyets egne brændstoftanke blev antændt. Ifølge The Jakarta Post kom flyets co-pilot og en lufthavnsarbejder lettere til skade ved eksplosionerne.

Flyvningen med brændstof var angiveligt en rutineflyvning til den isolerede bjergby. Branden betød, at den lille lufthavn ved Wamena måtte lukke resten af dagen den 8. maj, hvor ulykken skete. Byen betjenes af fem daglige fragtflyvninger, som bringer forsyninger ind. Disse måtte som følge af branden aflyses.

Flyet var 24 år gammelt og har fløjet med Nusantara Air Charter siden 2009. Forinden har fragtflyet fløjet hos det svenske fragtflyselskab West Air Sweden.

Link: Se billeder fra branden