(Foto: Air Lituanica)

Fly nummer to til litauere

Air Lituanica har modtaget fly nummer to og starter to nye ruter.

Lysten til at starte et luftfartsselskab er stor blandt driftige iværksættere verden over. Nogle gange lykkes det. Andre gange lykkes det kun for en kort stund. Og i mange tilfælde når projektet slet ikke at få luft under vingerne.

Derfor mødes mange nye luftfartsselskaber da også med en vis skepsis i omverdenen. Et af disse nye initiativer er litauiske Air Lituanica, der gik i luften i juni med flyvninger fra Litauens hovedstad Vilnius til

Flyvningerne bliver gennemført med et Embraer 170-fly, som Air Lituanica har leaset fra Estonian Air.

Veltilrettelagt plan
Nu tager selskabet skridtet videre og udvider flyflåden med 100 procent. Således ankom et Embraer-175 fly i sidste uge til Vilnius efter en mere end tre dage lang færgeflyvning fra Embraer-fabrikkerne i Brasilien. Flyet er leaset fra Embraer.

»Det stigende antal flypassagerer får os til gradvist at udvide vores flåde. Leje af vores andet fly og et ekspanderende rutekort er en del af en veltilrettelagt aktivitetsplan baseret på omhyggelig markedsanalyse og generel strategi for virksomheden,“ siger direktør for Air Lituanica, Erikas Zubrus.

Det nye fly indsættes første gang på søndag på selskabets rute til Bruxelles. I næste uge vil selskabet åbne to nye ruter til München og Prag. I forvejen flyver Air Lituanica til Bruxelles, Amsterdam og Berlin Tegel.

Inden for to år er det planen at betjene mellem 13 og 15 destinationer rundt omkring i Europa. Tanken bag Air Lituanica er i første omgang at åbne direkte ruter til destinationer, som i dag ikke beflyves fra Vilnius eller betjenes meget sparsomt. Det er således kun Air Lituanica, der flyver fast til Amsterdam og Berlin Tegel, mens Brussels Airlines har én daglig rotation til Bruxelles. SAS flyver tre gange dagligt mellem Vilnius og København.