De Olympiske Lege løber af stablen i Rio fra fredag den 5. til søndag den 21. august.

Flyselskaber i OL-humør

I anledning af de Olympiske Lege i Rio har flyselskaber verden over fundet på vidt forskellige ting.

Fredag i næste uge tændes den olympiske ild over det olympiske stadion i den brasilianske storby Rio. Dermed starter De Olympiske Lege, hvor sportsfolk fra hele verden vil dyste om medaljer.

Hos flyselskaber går man traditionelt ikke af vejen for at koble sig på store nationale og internationale begivenheder, som skaber en ”feel good”-stemning. Og her er sportsmesterskaber ingen undtagelse. Og især ikke De Olympiske Lege.

Et kig rundt i verden vidner om flere kreative initiativer fra flyselskabernes side op til De Olympiske Lege og De Paraolympiske Lege.

Hos det australske flyselskab Qantas har man benyttet lejligheden til at redesigne den pyjamas, som selskabet udleverer til rejsende på business class på selskabets langdistanceflyvninger. På flyvningerne til en række udvalgte destinationer vil kunderne frem til september få en særlig version med Australiens nationaldyr kænguruen på maven og hashtagget ”RoadToRio” på ryggen. Desuden vil Qantas udlevere pyjamas’en til de australske atleter, som selskabet flyver hjem med særfly efter legene.

Tænkt ud af boksen
KLM fra Holland har valgt den promoveringsform, som flyselskaber ofte vælger, når de skal vise deres deltagelse i en nations internationale sportstogt. Således har flyselskabet malet et af sine Boeing 777-fly delvist orange. Egentligt handlede malerprojektet om at man ville vise sit tilhørsforhold til den hollandske nationalfarve orange, selvom selskabets fly altid har været blå. På de sociale medier havde KLM gennem tiden fået mange opfordringer til at male et fly i de orange farver, og da KLM på nationaldagen i 2015 spurgte brugerne på de sociale medier, om man skulle male et fly i orange farver, kom der 30.000 “likes” tilkendegivelser og 2.500 kommentarer.

Det gjorde man så i foråret i år. Og i lørdags fløj Boeing 777-300 flyet så 78 hollandske atleter fra Amsterdam til Rio. Og mon ikke flyselskabet vil gøre hvad det kan for at netop det orange fly bliver brugt på ruten i de kommende uger. Om ikke andet, så er det allerede nu planlagt, at flyet den 22. august skal bringe de hollandske sportsfolk tilbage.

TAP Portugal har tænkt lidt ud af boksen og forberedt sig i god tid. Således har selskabet fået produceret sikkerhedsvideoer, hvor nogle af de portugisiske sportsfolk, som skal med til OL, medvirker. Videoerne vil blive brugt på hovedparten af selskabets langdistancefly.

Byernes by
I Paris hos Air France er man allerede videre efter Rio endnu inden legene er skudt i gang. I maj fik i alt 10 fly således påmalet store skilte, der reklamerer for at vælge Paris som værtsby for OL i 2024. Syv Airbus A320-mellemdistancefly, to Boeing 777-langdistancefly og ét Airbus A380-langdistancefly skal det kommende år flyve rundt i verden og få folks øjne op for Paris’ kandidatur. Det er dog i sidste ende medlemmerne af den internationale olympiske komite, der næste år skal afgøre om ”Byernes by” skal være værtsby for OL 2024.

 

 

Relaterede artikler:

KLM-fly bliver orange

Kritik af brasilianske lufthavne forud for VM og OL