Første easyJet-rute til Norge

Som modsvar på Norwegians offensiv i London Gatwick Airport går easyJet nu ind i Norge. Udgangspunktet for satsningen bliver Bergen-Flesland lufthavnen, hvor en rute til netop London præsenteres i dag.

Det britiske lavprisflyselskab easyJet slår nu tilbage, efter at Norwegian har valgt at satse på 14 nye ruter fra London-Gatwick til Sydeuropa. Alle16 nye Norwegian-ruter skal flyves i direkte konkurrence med easyJet.

En satsning, som Vueling-topchefen Alex Cruz i sidste uge overfor CHECK-IN.dk. karakteriserede som “højt spil.“

”Jeg tror, at vi i den kommende tid vil se easyJet og Ryanair fokusere på vækst i Norden og Nordeuropa for at svare igen på Norwegians entré på det britiske marked, som easyJet og Ryanair betragter som deres hjemmebane,”sagde Alex Cruz.

Og få dage senere fik han ret. EasyJet har nemlig indkaldt til pressemøde i dag kl. 09.00 i Bergen-Flesland lufthavnen, hvor det britiske lavprisflyselskab med UK Director Paul Simmons i spidsen vil præsentere den første norske rute, der går til London Gatwick. Det bekræfter kilder tæt på selskabet til CHECK-IN.dk.

Norwegian flyver i forvejen 12 gange om ugen mellem Bergen og London-Gatwick. så det er en direkte krigserklæring fra easyJet på det norske lavprisflyselskabs hjemmebane.

Ingen succes i Sverige og Finland
EasyJet har aldrig tidligere haft ruter til og fra Norge. I stedet har man dyrket det svenske og finske marked, men uden succes. Det britiske lavprisflyselskab trak sig i 2011 fra samtlige ruter til Finland samt på en rute fra Milano til Stockholm og fra Berlin til Gøteborg. Året efter kom turen til de sidste to ruter fra Gøteborg-Landvetter, henholdsvis Manchester og London, der lukkede i januar måned.

Sidenhen har easyJet blot haft en rute fra Stockholm-Arlanda til Geneve samt det nuværende dusin ruter fra Københavns Lufthavn, der indtil videre har været centrum for den skandinaviske satsning.

“ Vi er meget glade for, at easyJet har valgt Bergen Lufthavn Flesland som sit udgangspunkt for satsningen i Norge. EasyJet har en stærk position i Europa og vil bringe flere tusinde nye turister til Bergen med den betydning, som dette vil have for turisterhvervet i Bergen og i Vestlandet,“ siger lufthavnschef Adelheid Nes.