Første femstjernede danske flyselskab

Danmark har fået sit første femstjernede flyselskab. Det er dog ikke i den store Skytrax-vurdering, men i stedet Dagbladet Børsen, der har anmeldt og givet fem stjerner ud af seks mulige til Alsie Express.

I den store internationale Skytrax-vurderinger er der hidtil ingen skandinaviske flyselskaber, der har kunnet komme op i den eksklusive femstjernede elite. Bedst i Norden er Finnair, der er registreret som et firestjernet flyselskab, mens SAS og Norwegian i undersøgelsen blot har fået tildelt tre stjerner.

Men for Sønderborg-selskabet Alsie Express har man ikke øje for Skytrax-kategoriseringen. Det lille virtuelle flyselskab, der med Danfoss-penge i ryggen flyver mellem Sønderborg og København, er i stedet godt tilfreds med fem stjerner ud af seks mulige hos Dagbladet Børsen, der har prøvefløjet selskabets ATR-fly.

Alsie Express gik ind på indenrigsruten mellem Sønderborg og København den 17. juni, og nogle uger senere formåede selskabet at få konkurrenten Danish Air Transport (DAT) til at trække sig, idet der ikke var passagergrundlag for to flyselskaber på ruten.

Børsen skriver i sin anmeldelse, at “Alsie Express har gjort indenrigsflyvning til en fornøjelse.“ Den oplevelse bunder blandt andet i indtrykkene fra flyruten, men også oplevelsen i Sønderborg Lufthavn.

Den lille lounge i afgangshallen har fået nyt møblement med bløde lædersofaer, og der er små borde med fyrfadslys, der i hvert fald var tændte, da Børsens udsendte var forbi lufthavnen. I Sønderborg Lufthavn parkerer man gratis, har gratis adgang til trådløst internet og bliver beværtet med gratis kaffe og te inden flyafgangen. Op morgenen serveres der endda en croissant eller en muffin uden beregning, ligesom der er adgang til friske aviser hele dagen igennem.

God plads og service
I ATR72-500 flyet er der god plads. For det første var der blot 12 passagerer ombord, da Børsen gennemførte sin prøveflyvning, men fysisk er der også ekstra god plads, da flyet er indrettet med 48 sæder i stedet for 68, som er den maksimale sædekonfiguration på denne flytype. Det betyder, at der er en sædeafstand på 43 tommer eller 108 centimeter, hvilket mange Business Class-produkter ikke engang kan tilbyde.

Undervejs på flyturen til Københavns Lufthavn får passagererne serveret kaffe og te samt en æblemost fra det lokale mosteri. Hertil belgisk chokolade samt en pose salte kiks.

Alsie Express flyver hver uge 29 gange i hver retning mellem Sønderborg og København. Priserne starter ved 495 kroner for en enkeltbillet, og ifølge Børsens anmelder er det blot 100 kroner dyrere end en togbillet.

Børsen valgte at kvittere med fem stjerner for en god service, men det fremgår ikke, hvad der i givet fald skal til for at nå op på de maksimale seks stjerner.

“Såvel Alsie Express som lufthavnen er naturligvis både glade og stolte over den rosende omtale. Det er sjældent Dagbladet Børsen ligger spalteplads til en hel side med superlativer. Nu starter jagten på den sjette stjerne. Der er kun få ting her i tilværelsen, der ikke kan gøres endnu bedre,“ siger lufthavnschef Anders Sørensen fra Sønderborg Lufthavn.