Første opgraderede Thomas Cook-fly

Det første fly hos danske Thomas Cook Airlines Scandinavia har netop fået ny kabine. Selskabet opgraderer kabinerne på yderligere seks fly og får seks nye fly i løbet af vinteren.

Det danske charterflyselskab Thomas Cook Airlines Scandinavia har netop taget første skridt i den omfattende kabineopgradering og flådeudskiftning, som selskabet skal igennem de næste seks måneder.

Således er det første af selskabets eksisterende Airbus A321-fly netop kommet tilbage fra værksted med helt ny opgraderet kabineindretning, der blandt andet giver alle passagerer cirka fire centimeter ekstra benplads. Renoveringen af flyet har kostet cirka 8 mio. kroner.

Spies-gæster fra København har i de seneste uger prøvefløjet flyet.

”Ikke overraskende har den ekstra benplads vakt glæde hos gæsterne. Det har skabt mere ro i kabinen, at de ”højeste” gæster ikke nødvendigvis behøver at rejse sig for at strække benene. Siddekomforten i de nye stole blev af en gæst betegnet som ”bedre end hjemme i min egen sofa”, fortæller kommunikationschef Torben Andersen fra Thomas Cook Airlines Scandinavia.

600 mio. kroner
Yderligere et af selskabets nuværende Airbus A321-fly er ved at få opgraderet kabinen. Og til oktober vil det første af i alt seks nye Airbus A321-fly begynde at ankomme til Thomas Cook Airlines Scandinavias hangarer i Københavns Lufthavn Syd.

De seks nye fly skal erstatte fire 211-sæders Airbus A321-fly og to 177-sæders A320-fly. De i alt seks fly er alle omkring 11 år gamle.

De nye fly leveres løbende frem til februar næste år. Hvert af de kommende seks nye fly har en ”vejledende udsalgspris” på cirka 600 mio. kroner og får plads til 212 passagerer.

Ni tommer monitor
Ud over de seks nye fly har det danske flyselskab til den kommende vinter indlejet et nyt A321-fly fra sit søsterselskab i England. Det indsættes i trafik fra det nordlige Sverige og Finland til De Kanariske Øer.

Også Thomas Cook Airlines’ fem Airbus A330-fly, der blandt andet flyver oversøisk for Spies, vil i løbet af den kommende vinter blive nyindrettet med nye stole og entertainmentsystem. Spies vil hver tirsdag – første gang den 16. december – benytte det nyrenoverede fly til Phuket i Thailand. Fremover vil hver gæst få en ni tommers videomonitor i stoleryggen foran sig.

11. største
De seks nye fly er en del af de i alt 23 Airbus-fly, Som Thomas Cook-gruppen indtil videre har blevet bestilt, som led i fornyelsen af Thomas Cook’s flyflåde. Gruppen tæller flyselskaberne Condor, Thomas Cook Airlines UK, Thomas Cook Airlines Belgium og Thomas Cook Airlines Scandinavia, og er nu Europas 11. største flyselskab.