Kæmpe flådeudskiftning hos Thomas Cook

Danske Thomas Cook Airlines Scandinavia udskifter seks ud af 11 fly og opgraderer kabinerne på de resterende fly.

Det er ikke hver dag at et flyselskab udskifter halvdelen af sin flyflåde i løbet af blot 12 måneder. Og slet ikke et dansk flyselskab. Men det er intet mindre end tilfældet hos Thomas Cook Airlines Scandinavia, der har base i Københavns Lufthavn.

Således vil selskabet det kommende år modtage seks fabriksnye Airbus A321-fly med plads til 212 passagerer i hvert fly. Desuden opgraderes to Airbus A321-fly samt selskabets flåde af Airbus A330-langdistancefly.

De seks nye fly skal erstatte fire 211-sæders Airbus A321-fly og to 177-sæders A320-fly. De i alt seks fly er alle omkring 11 år gamle.

De seks nye fly fremstilles på Airbus’ fabrik i Hamborg og leveres fra oktober i år frem til februar næste år. Hvert fly har en listepris på ca. 107 millioner dollars svarende til 590 millioner danske kroner. Flyenes vinger udstyres med såkaldte sharklets, der giver en ekstra besparelse på fire procent på brændstofforbruget. Det er et tiltag, der matcher Thomas Cook Airlines’ ISO14001 miljøcertificering.

Bedre benplads
Det er dog ikke kun miljøregnskabet at de nye fly kommer til at gøre en forskel. Også passagererne får de nye fly at mærke.

”Alle flyene får behagelige, ergonomiske Recaro-stole, der giver gæsterne en bedre benplads på ca. fire centimeter. Endvidere får flyene det nyeste inden for underholdningssystemer,” fortæller administrerende direktør Torben Østergaard fra Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Flyselskabet beholder de to Airbus A321-fly OY-VKD og OY-VKC. De ombygges i løbet af foråret i år, så de får samme nye sæder og opgraderet kabine som de seks nye fly. Også selskabets i alt fem Airbus A330-langdistancefly får en kærlig hånd. Her installeres britiske Acro-stole på økonomiklasse, mens RoyalClass (business class) får ekstra store stole fra tyske Zim. I hver stoleryg installeres avancerede ni tommers monitorer til film og flight info.

Kæmpe løft
Thomas Cook Airlines Scandinavia er en del af den internationale rejsekoncern Thomas Cook, der også tæller den danske charterarrangør Spies. Og her glæder direktør Jan Vendelbo sig til at byde selskabets op mod 270.000 gæster velkommen ombord på de nye fly.

”Vi får nu Nordens mest moderne flyflåde, og vi kan dermed tilbyde branchens bedste flyprodukt. Det bliver et kæmpe løft for Spies’ gæster,” siger Jan Vendelbo.

Europas 11. største
Det første nye fly ankommer i oktober og får registreringen OY-TCD. Fra 8. november erstatter det selskabets nuværende Airbus A320-fly med registreringen OY-VKM. Herefter følger OY-TCE og OY-TCF i november som erstatning for A321’erne OY-VKE og OY-VKA. I december i år lander OY-TCG i Københavns Lufthavn som erstatning for A320’eren OY-VKS. I januar og februar næste år kommer OY-TCH og OY-TCI, der erstatter Airbus A321’erne OY-VKB og OY-VKT.

De seks nye fly er en del af de i alt 23 Airbus-fly, Som Thomas Cook-gruppen indtil videre har blevet bestilt, som led i fornyelsen af Thomas Cook’s flyflåde. Gruppen tæller flyselskaberne Condor, Thomas Cook Airlines UK, Thomas Cook Airlines Belgium og Thomas Cook Airlines Scandinavia, og er nu Europas 11. største flyselskab.

Et nyt Airbus A321-fly på vej til at blive leveret til et af Thomas Cook Airlines Scandinavias søsterselskaber.