Singapore Airlines - Airbus A380-800. (Foto: Kentaro Iemoto)

Første to A380´ere skal hugges op

Brugtmarkedet for megajumboen fra Airbus er så dårligt, at det bedre kan betale sig at hugge flyene op. De første to fly fra Singapore Airlines skal skrottes.

Det var en festdag, da Singapore Airlines den 15. oktober 2007 fik leveret sin første Airbus A380. Flyet med med registreringen 9V-SKA skrev 10 dage senere luftfartshistorie, da det gennemførte den første kommercielle flyvning på rutenummer SQ221 fra Singapore til Sydney.

Det første A380-fly blev taget ud af drift den 10. juni sidste år, da den 10-årige leasingaftale udløb, og samme skæbne er overgået tre andre A380´ere, der blev leveret til Singapore Airlines frem til udgangen af april 2008.

Nu er der taget beslutning om, at de to første fly skal skrottes. Det har nemlig ikke været muligt for Dortmund-leasingselskabet DS Aviation (Dr. Peters Group) at finde nye kunder til flyene. Det har i flere omgange været rygtet, at to A380´ere skulle være på vej til portugisiske Hifly, men det er tilsyneladende ikke lykkedes at indgå en aftale.

“Efter intense drøftelser med forskellige flyselskaber som British Airways, Hifly og Iran Air, har Dr. Peters Group besluttet at sælge flyenes komponenter og vil anbefale denne løsning til investorerne,” skriver selskabet i en erklæring til Reuters.

Opgave på to år
Der er således tale om de to første A380-fly, der var indregistret hos Singapore Airlines som 9V-SKA og 9V-SKB med produktionsnumrene MSN 003 og 005.

Flyene har i længere tid været parkeret i Tarbes-Lourdes Pyrénées Airport i det sydlige Frankrig, og det koster hver måned inklusiv forsikring 94.000 dollars – eller godt 600.000 kroner – per fly at være parkeret i flykirkegården

Det er planen, at VAS Aero Services skal forestå arbejdet med at skille flyene ad, således at værdifulde og brugbare komponenter kan sælges og genbruges. En opgave, der forventes at vare to år. Flyenes motorer er allerede blevet afmonteret og er blevet leaset tilbage til Rolls-Royce, der kan bruge dem som reservemotorer.

Samlet forventer Dr. Peters Group at kunne hente 80 millioner dollars hjem per fly, hvilket svarer til 510 millioner danske kroner. Til sammenligning koster en fabriksny A380-800 ikke mindre end 445,6 millioner dollars, eller mere end 2,8 milliarder danske kroner.

Dr. Peters Group er udover at være leasinggiver på fire A380´ere, der oprindeligt har været beskæftiget hos Singapore Airlines, også leasinggiver til fem A380´ere hos Air France.

Dårligt signal for Airbus
Beslutningen om at hugge flyene op er et dårligt signal for Airbus, der har haft svært ved at sælge A380´eren ind i de senere år. Det har udelukkende været Dubai-baserede Emirates, der har holdt liv i produktionen.

Der er samlet afgivet ordre på 333 fly, hvoraf 222 er leveret. Heraf har Emirates fået leveret 102 af 162 bestillinger.

“Pyskologisk er det ikke godt for Airbus, da det er et meget stort fly med et meget begrænset brugtmarked,” siger den britiske flyanalytiker Howard Wheeldon til Reuters.

I dag foretrækker flyselskaberne de langrækkende tomotorers fly i stedet for de store A380, der i en indretning på op til 615 sæder kan være svært at fylde op.

 

Relaterede artikler:

Uheldig Air France-A380 tilbage i kommerciel drift

Europas største flykirkegård

Første A380 sat på jorden