Forbrugere og klima på topmøde-dagsordenen

Forbrugerbeskyttelse og klima er på dagsordenen når 191 lande i morgen og 10 dage frem mødes til FN’s luftfartstopmøde.

Klimaet har et, socialområdet har et og luftfarten har et. Et internationalt FN-topmøde, hvor så godt som alle verdens lande samles og diskuterer de store linjer inden for luftfart. Og i morgen åbner FN’s luftfartsorganisation, the International Civil Aviation Organization (ICAO), sit 38. topmøde i Montreal i Canada.

Topmødet afholdes hvert 3. år og i år er afsat 10 dage frem til den 4. oktober til at få talt tingene igennem blandt ICAO’s 191 medlemmer.

På toppen af dagsordenen
Hos luftfartsselskabernes sammenslutning, The International Air Transport Association (IATA), har man store forventninger til topmødet og det, som vil komme ud af det.

IATA forventer at to emner vil være de vigtigste på dagsordenen og fylde mest. Det er for det første klimabeskyttelse og luftfartens påvirkning af klimaet.

“Klimaændringerne vil være på toppen af forsamlingens dagsorden. Det er vigtigt, at regeringerne fastholder fokus på at nå til enighed om en global løsning om CO2-udledning. Miljøet er en global udfordring og luftfart er en global industri. Og vi har brug for en global vej frem. Nationale eller regionale ordninger er politisk ladede distraktioner. Vi må ikke tillade sådanne drøftelser for at komme i vejen for vigtige fremskridt, der skal gøres,“ siger Tony Tyler, IATA generaldirektør.

Benhård modstand
Tony Tyler henviser til sidste års europæiske enegang i forhold til at indføre CO2-kvoter på luftfarten. Alle luftfartsselskaber, der fløj i europæisk luftrum, blev tildelt en bunke gratis CO2-kvoter, som gav dem lov til at udlede en vis mængde CO2. Men når kvoterne var brugt op, skulle selskaberne ud på de internationale kvotebørser og selv købe nye kvoter.

Et initiativ, der blev mødt med benhård modstand fra lande over hele verden med USA, Rusland og Kina i spidsen for det der blev kaldt ”koalitionen af de uvillige”.

Den europæiske enegang blev til sidst opgivet og lagt på hylden. Til gengæld er der nu enighed om at finde en global løsning. Et emne, der uden tvivl vil fylde meget på topmødet.

Ukoordinerede rettigheder
Det andet store emne på FN-dagsordenen bliver forbrugerbeskyttelse. Hos IATA er man ivrige efter at se regeringerne godkende en globalt koordineret tilgang til forbrugerbeskyttelse. I et arbejdsdokument om passagerrettigheder, som IATA har sendt til ICAO-landene, opfordres regeringerne til at indgå en aftale om et sæt centrale principper for forbrugerbeskyttelse for at bekæmpe spredningen af ​​ukoordinerede nationale og regionale passagerrettigheder.

Noget der også skal diskuteres på topmødet er, at et stigende antal lande anmoder om, at luftfartsselskaberne videregiver passageroplysninger såsom Advance Passenger Information (API) og passagerlister elektronisk med henblik på grænsekontrol og sikkerhed. Ofte følger disse anmodninger ikke de standarder og retningslinjer, som ICAO og World Customs Organization har fastsat. Ikke-standard krav påvirker ikke kun landene, men også luftfartsselskaberne og i sidste ende passagerernes rejseoplevelser.