Fra lufthavn til medievirksomhed

Ole Paaske, der er tidligere direktør i Aarhus Lufthavn, er tiltrådt som bestyrelsesformand for et medieselskab.

Tirsdag den 16. april i år fratrådte Ole Paaske noget uventet som administrerende direktør for Aarhus Lufthavn A/S. Lufthavnens bestyrelse havde besluttet at implementere en ny strategi, og man mente, at der skulle friske kræfter til for at løfte den opgave.

Det betød et farvel til Ole Paaske, der havde stået i spidsen for Aarhus Lufthavn i 15 år. Før ansættelsen i Aarhus Lufthavn havde Ole Paaske været turistchef i Randers samt været ansat i Japan Airlines og Tjæreborg Rejser.

Men fremover er det ikke rejse- og luftfartsbranchen, der vil optage Ole Paaske. Den tidligere lufthavnsdirektør blev i fredags valgt som ny bestyrelsesformand for medievirksomheden Polennu.Gruppen ApS, der blandt andet driver den anerkendte netavis Polennu.dk der beskæftiger sig med nyheder om Polen og polakker på dansk.

I Polennu.Gruppen ApS får Ole Paaske en rolle som arbejdende bestyrelsesformand, hvor han skal sikre, at den kommercielle indsats i polennu.dk bliver udbygget.

“Polennu.dk konceptet har gennem fem år med overvældende høje læsertal vist sin bæredygtighed. Derfor vil vi forsøge at udbygge konceptet regionalt i Polen, og vi vil også arbejde med udvikling af andre medier, der kan være med til at styrke båndene mellem Polen og Danmark,“ siger Ole Paaske.

Den nyvalgte bestyrelsesformand ser også muligheder for at eksportere konceptet til andre markeder.

“Vi vil også tilbyde andre lande og regioner vort koncept, som nu gennem frem år har vist sin absolutte berettigelse. Der er et stort behov og et kommercielt grundlag for bilaterale medier som polennu.dk. Derfor er det oplagt, at vi videreudvikler den dansk-polske succes til andre lande og regioner,“ vurderer den tidligere lufthavnsdirektør.

Ole Paaske har et særligt forhold til Polen, og det var da også i sin tid som lufthavnsdirektør, at han tiltrak først Wizz Air og sidenhen Eurolot til at flyve mellem den polske havneby Gdansk og Aarhus Lufthavn. Ruter, der dog begge måtte lukke relativt hurtigt, på grund af et svigtende passagergrundlag.

Netavis med underskud
Polennu.dk havde i 2012 omkring 17 mio. sidevisninger, hvilket ville svare til en plads omkring nummer 100 på Danske Mediers liste over største kommercielle websites i Danmark.

Selskabet bag den dansk-polske netavis hedder Polennu.Gruppen ApS. I selskabets tredje regnskabsår, der sluttede den 31. december 2012, blev det til et underskud på 24.203 kroner. Året før viste bundlinjen et minus på 181.358 kroner.

Det har betydet, at anpartskapitalen i dag er tabt og er negativ. Derfor skriver revisoren da også i årsregnskabet for 2012, “at uden at tage forbehold herfor, så henleder vi opmærksomheden på, at selskabet har tabt hele anpartskapitalen. Dette kan være ansvarspådragende for ledelsen, og der henvises til Selskabslovens regler herom.

“Polennu.dk har i flere år været et rugeprojekt, og vi går nu fra hobbystadiet til en udvikling, hvor vi ønsker at skabe en professionel virksomhed. Vi har planer for at reetablere egenkapitalen, som blandt andet er blevet påvirket af en vandskade, der kostede os næsten 250.000 kroner i vort første driftsår,“ forklarer Jens Mørch til CHECK-IN.dk.

Der er således nogle massive udfordringer for den nyvalgte bestyrelsesformand, der sammen med administrerende direktør Jens Mørch skal reetablere selskabets egenkapital enten via driften eller gennem en kapitaltilførsel.

Ole Paaske var i perioden fra 2011 til juni 2013 medlem af bestyrelsen for rejsebureauet Horizons A/S. I dag er han udover den nye bestyrelsespost i Polennu.Gruppen ApS også bestyrelsesmedlem i Grenaa Havn A/S.