Fra Odense til Mellemøsten

Bravo Tours gør næste år sit indtog i Odense Lufthavn og starter i februar med en charterrute til en destination i Mellemøsten.

Chartergæster, der rejser fra den lille HCA Airport – som fynboerne kalder Odense Lufthavn nu til dags – får fra februar mulighed for at flyve direkte til Mellemøsten. Ikke til Dubai eller Irak. Men derimod til Israel og landets store badeby Eilat ved Det Røde Hav.

Charterarrangøren Bravo Tours gør nemlig sin entré i lufthavnen, hvilket giver den odenseanske lufthavn helt nye destinationer, der blandt andet tæller Eilat i Israel, Azorerne og den lille spanske ø Menorca.

Det nye samarbejde skaber naturligvis både glæde og stolthed hos HCA Airport.

”Vi er utrolig glade for, at Bravo Tours nu også har afgange fra HCA Airport, da det giver os nogle nye og spændende destinationer. Samtidig bliver det også nemmere for fynboerne, som får en kortere rejsetid til lufthavnen og sparer en tur over broen,” siger direktør Christian Berg fra HCA Airport.

Ud i verden
Christian Berg peger på, at HCA Airport er den mest centralt placerede lufthavn i Danmark, og inden for en time kan over 850.000 danskere nå lufthavnen. Med tilføjelsen af endnu et rejseselskab bliver HCA Airport hurtigt det nemme valg, håber Christian Berg.

”Vi arbejder hver dag på at give vores gæster de bedste ferieoplevelser, og med vores nye afgange fra Odense gør vi det endnu lettere at rejse ud i verden,” siger Peder Hornshøj, administrerende direktør i Bravo Tours.

Bravo Tours starter op i HCA Airport med afrejse til Eilat i Israel 2. og 9. februar 2016 – og fortsætter med nye afgange hele sommeren. HCA Airport har i forvejen et samarbejde med rejseselskaberne Spies Rejser, Apollo Rejser og Gislev Rejser.