Fra Sønderborg til Malaga

Sønderborg Lufthavn får mindst 23 charterflyvninger i 2017. En af dem bliver med Airbus A320-fly til Sydspanien.

Sønderborg Lufthavn får til oktober en direkte charterflyvning til Malaga. Det er det tyske rejsebureau Neubauer Touristik, der vil sende omkring 180 chartergæster afsted fra den lille sønderjyske lufthavn.

Der bliver tale om en enkel flyvning fra Sønderborg til Malaga den 17. oktober og en returflyvning den 24. oktober. Neubauer vil benytte et Airbus A320-fly og ikke et Boeing 737-fly magen til det, som i forbindelse med en lignende flyvning for Neubauer sidste år kørte ud i græsset i Sønderborg Lufthavn, da flyet inden start skulle vende for enden af banen.

Til Le Mans og Formel 1
Flyvningen til Malaga og retur bliver den 23. charterflyvning, der er planlagt fra Sønderborg Lufthavn i år.

Det danske rejsebureau Gislev Rejser vil fra starten af maj til slutningen af september 19 gange sende gæster afsted mod Pisa på det italienske fastland og Alghero på den italienske ø Sardinien. Det bliver Sønderborg-selskabet Alsie Express, der med selskabets matsorte ATR72-fly skal bringe chartergæsterne frem og tilbage til de italienske lufthavne. Flyene er indrettet med 64 sæder til Toscana og 48 sæder til Sardinien. Flyrejsen til Pisa ventes at kunne gennemføres på tre timer og 10 minutter, mens flyvningen til Alghero på Sardinien vil tage tre timer og 50 minutter.

Derudover vil turarrangøren Grandprix Tours tre gange i løbet af juni, juli og september sende motorsportsinteresserede danskere sydpå fra Sønderborg til Le Mans og Formel 1-løb.

En fast flyrute
De 23 charterflyvninger forventes at bidrage med knap 3.000 passagerer til Sønderborg Lufthavn, som i 2016 havde en fremgang på 2,3 procent til 56.106 passagerer. Desuden har lufthavnen fået en særdeles god start på 2017 med tocifrede vækstrater i januar og februar. Således er antallet af passagerer steget med 35 procent i januar og 13 procent i februar.

Til sammen er passagertallet i årets første to måneder steget med 1.735 passagerer svarende til 23 procent i forhold til samme periode sidste år. Lufthavnen har én fast flyrute med Alsie Express til Københavns Lufthavn med op til fem daglige rotationer.

 

Relaterede artikler:

Dubai-flyvning fra Sønderborg Lufthavn aflyses

Sønderborg Lufthavn overvejer længere bane

Charterfly atter på vingerne efter fastkørsel

Mere charter til Sønderborg Lufthavn

Sønderborg Lufthavn i chartergennembrud

Rekordvækst i Sønderborg Lufthavn