Lufthansa-fly i Frankfurt Lufthavn. (Foto: Frankfurt Airport)

Frankfurt med størst vækst blandt megahubs

Frankfurt Airport øgede i juli passagertallet med 7,5 procent, hvilket var noget mere end de konkurrerende storlufthavne i Europa.

Det har været en travl sommer i Frankfurt Airport. Europas i øjeblikket fjerdestørste lufthavn havde i juli 6.869.038 passagerer gennem terminalerne, hvilket svarer til en vækst på 7,5 procent i forhold til samme måned sidste år. 

Dermed lagde den tyske storlufthavn sig i væksttoppen blandt de fem store megahubs i Europa og overhalede samtidig Schiphol Airport i Amsterdam målt på antal passagerer i måneden.

God vækst var der også i Paris-CDG med 4,2 procent flere passagerer til i alt 7.152.063 rejsende. Med en stabil vækst år til dato er det stadig Europas næststørste lufthavn.

I London Heathrow Airport, der er Europas største lufthavn, er kapaciteten fuldt udnyttet, hvorfor der er nogle naturlige vækstbegrænsninger, men alligevel lykkedet det at øge passagertallet med 3,7 procent. Der var således 7.812.309 passagerer, der rejste til og fra den travle London-lufthavn, hvilket samtidig var passagerrekord.

Antal passagerer i europæiske megahubs juli 2018

Lufthavn Juli Vækst År til dato Vækst
London Heathrow Airport 7.812.309 + 3,7 % 45.884.653 + 2,7 %
Paris-Charles de Gaulle 7.152.063 + 4,2 % 41.075.251 +3,2 %
Amsterdam Schiphol 6.772.947 + 0,5 % 40.820.320 + 4,6 %
Frankfurt Airport 6.869.038 + 7,5 % 39.548.112 + 8,8 %
Istanbul Atatürk Airport 6.419.561 – 0,2 % 38.977.832 + 10,4 %
Kilde: Lufthavnene

 

Tilbagegang i Istanbul
Derimod var væksten i Amsterdam Schiphol Airport noget mere afdæmpet efter flere år med markant fremgang. I juli rejste 6.772.947 passagerer gennem det store KLM-hub, og det var blot 0,5 procent flere end juli sidste år. Samlet er der dog en fremgang på 4,6 procent ved udgangen af juli, hvor i alt 40.820.320 passagerer har benyttet lufthavnen i år.

Det eneste megahub, der oplevede decideret tilbagegang var Istanbul Atatürk Airport, der ved udgangen af oktober afløses af Istanbul New Airport. Trods tocifrede vækstrater tidligere på året var der i juli 0,2 procent færre passagerer gennem lufthavnen end samme måned sidste år. Det blev således til 6.419.561 passagerer gennem den tyrkiske lufthavn og 38.977.832 i de første syv måneder af 2018. Det rækker dog til en femteplads blandt de europæiske megahubs.

Dublin lægger afstand til CPH
I Københavns Lufthavn, der er Nordens største hub, var der til sammenligning 3.147.711 passagerer i juli, hvilket er omkring halvdelen af Istanbul Atatürk Airport. Men væksten i CPH var på 4,5 procent, hvilket således overgår flere af de største lufthavne i Europa.

Sidste år blev Københavns Lufthavn skubbet tre pladser tilbage på den europæiske top20 over de største lufthavne. Det var en af storlufthavnene i Moskva samt Zurich Airport og Dublin Airport, der rykkede forbi CPH og henviste lufthavnen til en samlet 16. plads.

Netop Dublin Airport fortsætter den markante vækst, og i juli passerede flere end 3.300.000 passagerer gennem terminalerne i den irske lufthavn, hvilket samtidig sikrede en vækst på syv procent i forhold til samme måned sidste år. På samtlige 31 dage i juli var der flere end 100.000 passagerer, der rejste til, fra eller via Dublin Airport.

 

Relaterede artikler:

Passagerrekord i Europas største lufthavn

Schiphol tættere på Heathrow

De 20 største europæiske lufthavne i 2017