Norwegian Dreamliner-fly i London Gatwick Airport (Arkivfoto: Gatwick/PR)

Gatwick vil bruge reservebane til øget vækst

Gatwick-lufthavnen i London mangler kapacitet og vil gerne begynde at bruge sin reservebane til almindelig trafik fra omkring 2025.

Gatwick-lufthavnen ved London har gennem flere år manglet kapacitet, og de seneste års vækst på den interkontinentale trafik med blandt andet Norwegians ruter til USA har yderligere øget behovet for mere kapacitet i lufthavnen syd for London.

I et nyt udkast til en masterplan for lufthavnen, som Gatwick Airport netop har offentliggjort, peger lufthavnen på, at man kan øge kapaciteten og sikre Gatwicks fremtidige vækst ved at begynde at benytte lufthavnens reservebane regelmæssigt til afgående fly.

Den 60 år gamle lufthavn har i dag kun én decideret start- og landingsbane (på 3.316 meter), men Gatwick har en kortere reservebane, som anvendes i nødsituationer, eller når hovedbanen renoveres.

Ikke flere støjgener – men bedre driftsstabilitet
Nu foreslår ledelsen i Gatwick Airport, at man fra omkring 2025 begynder at bruge reservebanen permanent.

”Denne innovative udvikling, der opfylder alle internationale sikkerhedskrav, vil kunne gennemføres uden at øge støjgenerne fra lufthavnen og vil give større driftsstabilitet,” skriver Gatwick i en pressemeddelelse.

Heri understreges det også, at projektet vil kunne gennemføres inden for den ”eksisterende ramme for lufthavnsafgifter”.

Tredje landingsbane foreløbigt udskudt
Af forslaget til masterplanen fremgår det også, at lufthavnen ikke i øjeblikket går efter at etablere en tredje landingsbane, som det ellers har været diskuteret gennem flere år. Gatwick mener dog, at det er vigtigt fortsat at reservere et område syd for lufthavnen til en eventuel fremtidig udvidelse med en tredje bane.

Til gengæld peger lufthavnen på, at man måske fortsat kan øge kapaciteten på den eksisterende bane ved hjælp af ny teknologi. I det seneste år er det lykkedes lufthavnen at vokse gennem en mere effektiv brug af banen, og Gatwick betegner sig i dag selv som ”verdens meste effektive enkeltbane-lufthavn”.

Den britiske regering og det britiske parlament godkendte i sommers planerne i den største London-lufthavn Heathrow om at anlægge en tredje landingsbane nord for de to nuværende baner i Heathrow.

En vigtig base for lavprisselskaber
Gatwick er i dag lavprisselskabet easyJets største base, og i de seneste år har også Norwegian etableret en lang række nye ruter fra lufthavnen til destinationer i både Europa og USA. British Airways har også mange ruter fra Gatwick, ligesom charterselskaberne TUI og Thomas Cook er store operatører i lufthavnen.

Norwegians koncernchef Bjørn Kjos siger i en kommentar til Gatwicks planer om øget kapacitet i fremtiden:

“Vores samarbejde med Gatwick Airport har givet os en stærk platform for at give flere forbrugere lavere priser på interkontinentale flyvninger. I takt med at vi fortsætter vores globale vækst, glæder vi os over enhver forøgelse af lufthavnskapaciteten i Storlondon-området, som støtter vores kommercielle interesser og i sidste ende gavner kunderne.”

Relaterede artikler:

Grønt lys til tredje landingsbane i Heathrow

British Airways skruer op i London Gatwick

Norwegian køber Gatwick-slots fra lettisk flyselskab