Monarch Airlines A320-200. (Foto: Fabrizio Berni / Wikipedia)

IAG har købt værdifulde Monarch-slots

Dyrebare landingstilladelser i London Gatwick fra det konkursramte flyselskab Monarch Airlines er blevet købt af IAG, der blandt andet ejer British Airways.

Konkursboet efter Monarch Airlines har kæmpet for at beholde retten til at sælge sine slottider, efter flyselskabet gik konkurs i oktober i år. Nogle af slottiderne er røget tilbage i fordelingspuljen hos Airport Coordination Limited, mens boet har fået lov at fastholde landingstilladelserne i lufthavnene London Gatwick og London Luton.

Og netop slottiderne i London Gatwick er nu blevet solgt videre, lyder det fra KPMG, der er bestyret for boet efter Monarch Airlines.

Køberen er den europæiske luftfartskoncern International Airlines Group (IAG), der ejer flyselskaberne British Airways, Iberia, Vueling, Aer Lingus og lavprisselskabet LEVEL. KPMG har ikke ønsket at oplyse, hvor meget de værdifulde slottider er blevet solgt for.

”Udover at repræsentere en fremragende udvikling for kreditorer fra et af Monarch Airlines’ betydelige aktiver, vil den klarhed, som salget bringer, være meget positivt for andre interessenter som Gatwick Airport og dets kunder,” siger Blair Nimmo, der er partner i KPMG og fællesadministrator, til nyhedsbureauet Reuters.

IAG har udtalt, at ”disse slottider vil blive brugt af koncernens flyselskaber, primært British Airways, så de kan vokse deres tilstedeværelse i lufthavnen og flyve til nye destinationer og tilføje flere frekvenser”.

Monarch Airlines vandt sidste onsdag en appel om at have retten til at sælge slottiderne i London Gatwick og London Luton, selv om det hedengangne flyselskab ikke længere er operativt. Det var en domstolsafgørelse, der blev kritiseret af International Air Transport Association (IATA), som udstikker rammerne for, hvordan slottiderne i travle lufthavne skal tildeles og byttes.

Stor interesse fra flyselskaber
Flere flyselskaber har vist interesse for at købe slottiderne af Monarch Airlines. EasyJet, Wizz Air og Norwegian har alle været optaget af et eventuelt køb af slottiderne i London Gatwick og London Luton, ligesom charterflyselskabet Thomas Cook angiveligt også skulle have vist interesse.

KPMG-administratorerne har vurderet, at de slottider, som Monarch Airlines har fået lov at sælge, kan have en samlet værdi på omkring 60 millioner pund – svarende til en halv milliard kroner. EasyJet er et af de flyselskaber, der dog har sat spørgsmålstegn ved beløbet.

Blair Nimmo har ifølge Reuters udtalt, at flyselskabets administratorer nu vil koncentrere energien om at få solgt slottiderne i London Luton-lufthavnen, ligesom der også vil blive fokuseret på andre aktiver som for eksempel Monarch Airlines’ brand.

Konkursboet efter Monarch Airlines har givet afkald på slottiderne i lufthavnene i Manchester, Birmingham og Leeds-Bradford. Landingstilladelserne er her røget tilbage i puljen hos Airport Coordination Limited, der har fordelt dem videre til andre flyselskaber.

Inden konkursen havde Monarch Airlines 2.500 medarbejdere i hele koncernen, og 6,3 millioner passagerer fløj sidste år med det britiske flyselskab til 40 forskellige destinationer.

 

Relaterede artikler:

Får alligevel lov at beholde Monarch-slots

Monarch-slots skal tilbage i fordelingspuljen

Strid om rettigheder til Monarch-slots

Norwegian rygtes i dialog med Monarch

Monarch får kniven for struben