Willie Walsh, koncernchef i IAG, har valgt at gå på pension. Arkivfoto.

IAG ser flere købsemner i Europa

British Airways’ moderselskab IAG ser flere oplagte opkøbskandidater i Europa efter at den irske regering har givet grønt lys til IAG’s køb af Aer Lingus. Nu mangler Ryanair blot at acceptere IAG’s tilbud.

Efter mere end fem måneders tilløb ser vejen nu næsten ud til at være ryddet for International Airlines Groups (IAG) køb af irske Aer Lingus. Den irske regering har indvilget i at sælge sin 25 procents ejerandel i selskabet. Nu mangler blot Ryanair at sige ja. Det irske lavprisselskab ejer 30 procent af lokalrivalen. En ejerandel, som Ryanair sikrede sig, da selskabet for et par år siden tre gange forsøgte at få EU-Kommissionens tilladelse til at købe Aer Lingus.

IAG’s topchef, Willie Walsh, mener IAG’s tilbud til Ryanair er så godt, at lavprisselskaberne ikke kan gøre andet end at sige ja.

Endnu inden IAG har fået Aer Lingus-købet helt på plads, erklærer Willie Walsh, at luftfartskoncern er åben for flere opkøb af europæiske flyselskaber. Det siger han til Financial Times.

SAS i kikkerten
SAS kan meget vel være et af de selskaber, som Walsh og IAG kunne have i kikkerten. SAS er nemlig et af de få tilbageværende større europæiske netværksselskaber, som ikke har en stor luftfartskoncern eller et mellemøstselskab i ryggen.

IAG står i dag bag British Airways, Iberia og det spanske lavprisselskab Vueling, ligesom IAG for få år siden købte britiske bmi og integrerede det i British Airways. Lufthansa, Swiss, Austrian, Brussels Airlines, Germanwings og Eurowings er samlet under Lufthansa Gruppens paraply, mens Air France-KLM gruppen tæller Air France, KLM, Hop! og Transavia.

Airberlin og Alitalia har begge Etihad fra Abu Dhabi i ejerkredsen og portugisiske TAP Air Portugal er så småt ved at blive solgt. Og her er IAG eftersigende ikke inde i billedet.

Willie Walsh erklærede, at der fortsat er opkøbsmuligheder i Europa. Og dem vil IAG fokusere på før man overhovedet overvejer at kigge østpå mod det asiatiske marked.

”Vi vil ikke nærme os det (det asiatiske marked, red.) før vi ser oplagte muligheder. Vi vil overlade konsolideringen af det asiatiske marked til andre, som kender markedet bedre eller er modigere,” understreger Willie Walsh.