Indien gør klar til at lukke fremmede ind i Air India

Den indiske regering er efter flere års overvejelser nu parat til at lukke udenlandske flyselskaber og investorer ind i ejerkredsen bag Air India.

I dag må udenlandske flyselskaber gerne købe op til 49 procent af aktierne i indiske flyselskaber. På nær i ét. Og det er det statsejede Air India. ”Flag carrieren” for verdens største demokrati, der kan mønstre mere end en milliard indbyggere.

Den indiske regering åbner dog nu en dør på klem for at afskaffe den regel og gøre det muligt for udenlandske flyselskaber eller andre investorer at nuppe op til 49 procent af Air India.

Selskabet, der i efteråret åbnede ruter fra Delhi til Stockholm og København, har gennem flere år kæmpet med store økonomiske problemer og derfor har den indiske regering gået med overvejelserne omkring at lade andre komme ind i ejerkredsen og være med til at bære byrden og i sidste ende gøre selskabet til en profitabel forretning.

Får lov til at byde
Efter flere års overvejelser, er den indiske regering nu meget tæt på faktisk at tage skridtet og åbne døren for udenlandske ejere. Det skriver den store indiske avis Hindustan Times på baggrund af oplysninger fra flere kilder i den indiske regering.

“Udenlandske flyselskaber får lov til at byde i henhold til den nuværende politik, der gælder for alle indenlandske flyselskaber. Så meget vi kan bekræfte,” siger en anonym kilde med kendskab til sagen til Hindustan Times.

Air India blev medlem af Star Alliance i 2014 efter flere års tilløb og opererer i dag en moderne flåde med blandt andet Boeing 787 Dreamliner-fly, som selskabet var en af de første til at tage i brug, samt helt nye Airbus A320neo-fly.

Få et ben indenfor
Hvis den indiske regering gør alvor af tankerne om at lukke fremmede ind i ejerkredsen, så bliver det interessant at se hvilken eller hvilke aktører, der spiller sig på banen og ønsker en bid af det store selskab, der flyver til mere end 90 destinationer verden over og beskæftiger 21.000 medarbejdere.

Indiske medier peger på den store indiske industrikoncern Tata Group og det indiske lavprisselskab IndiGo som to mulige købere. Tata Group er med sine 700.000 ansatte en af Indiens allerstørste konglomeraterm mens IndiGo er Indiens største flyselskab på indenrigstrafik.

Kølnet af
Etihad Airways fra Abu Dhabi ejer 24 procent af det store private indiske flyselskab Jet Airways. Og hvis de indiske konkurrencemyndigheder er bare nogenlunde lige så skrappe som de europæiske, så får Etihad nok svært ved at få lov til at have ben indenfor hos to af landets største flyselskaber. Air India og Jet Airways er henholdsvis størst og næststørst på den internationale trafik til og fra Indien samt nummer tre og to på indenrigstrafik.

Etihad Airways’ trang til at købe minoritetsejerandele i flyselskaber verden over er desuden også kølnet af de senere år efter flere år med opkøb til højre og venstre.

Tidligere i år trak selskabet sig ud af airberlin. Et træk, der var med til at sætte gang i den proces, som førte til airberlins betalingsstandsning og forsvinden. I Italien ejer Etihad Airways 49 procent af Alitalia. Men da den italienske stat har sat gang i en salgsproces i Alitalia, så kommer det nok snart til at ændre sig.

Qatar Airways har tidligere også været på opkøbstogt og køber løbende bidder af International Airlines Group, som ejer British Airways, Iberia, Vueling og Aer Lingus. På grund af en blokade fra fire nabolande mod Qatar har Qatar Airways dog lige nu en del problemer at slås med og har måske ikke mod på at give sig i kast med en ”turnaround” af Air India.

 

 

Relaterede artikler:

Air India i Star Alliance fra 11. juli

Star Alliance lukker Air India ind i varmen igen

Københavns Lufthavn overtrumfer Arlanda

Delhi-rute godt fra start i København

Etihad vil sælge Alitalia til Lufthansa