Niels Sundberg, formand for Erhvervsflyvningens Sammenslutning og ejer af Sun-Air.

Kaptajn Sundberg lægger an til landing

Niels Sundberg, der er stifter og ejer af Sun-Air of Scandinavia, vil om tre uger i sin rolle som luftkaptajn foretage sin sidste kommercielle flyvning for selskabet.

Fredag den 17. maj markerer afslutningen af en epoke hos det danske flyselskab Sun-Air of Scandinavia, der holder til på adressen Cumulusvej 10 i Billund, hvor flyenes hovedbase også findes.

Det er også stedet, hvor selskabets ejer og stifter Niels Sundberg møder ind, når han med de karakteristiske fire kaptajnsstriber på ærmerne gør klar til en af de mange flyvninger som luftkaptajn på Sun-Air´s velkendte Dornier 328JET-fly.

Men fredag den 17. maj er det endegyldigt slut med at flyve passagerer. Den dag flyver Niels sin sidste tur, og det vil blive markeret med et arrangement i en af hangarerne sammen med selskabets forretningsforbindelser.

Gentofte-dreng med pilotdrømme
Det lå ligesom i kortene, at den unge Gentofte-dreng Niels Sundberg skulle være pilot. Ønsket havde også været der hos faderen, der i stedet endte som fondsbørsvekselerer.

Niels var dog fast besluttet på at blive pilot, forlod 2.G med erkendelsen om at man sagtens kunne blive optaget i Flyvevåbenet med en Realeksamen, og i stedet fik NIels et eftermidags- og aftenjob hos Avis Biludlejning i Københavns Luffhavn. Det gav mulighed for en bibeskæftigelse hos Den Danske Flyveskole i Dragør, hvor den unge medarbejder fik lov at vaske og rengøre fly samt deltage i arbejdet med booking og administrative opgaver. Men ikke mindst gav det mulighed for at erhverve et certifikat, så Niels kunne komme i luften som pilot.

Som tiden er gået har Niels haft retten til at flyve 70 forskellige flytyper, så han har været igennem adskillige type-rating kurser.

Første job som pilot var hos Beldringe Air Charter – også kaldet Bel-Air. Her skulle Niels Sundberg varetage opbygningen af afdelingen i Kastrup. Det gik ganske godt, og Niels blev hurtigt kendt som en dygtig pilot med gode administrative evner. I 1972 måtte Beldringe Air Charter dog lukke forretningen, og Niels var tvunget til midlertidigt at tage et job som direktionssekretær i speditionsfirmaet Schenker & Co.

Sun-Air etableres
Grundstenen til det nuværende Sun-Air blev skabt i begyndelsen af 1970´erne, da Niels Sundberg havde købt et Rally 100-fly til luftfotoopgaver i fritiden. Senere købt han et Mooney-fly, som han brugte til at flyve til Læsø og købe jomfruhummere, hvorefter kursen blev sat stik syd mod Hamburg, hvor den nordtyske by´s gourmet-restauranter var klar til at tage imod de friske skaldyr fra Danmark. Indtjeningen blev brugt til supplerende flyvetimer og certifikater.

I midten af 1970´erne blev Niels Sundberg ansat som salgsdirektør i Business Jet Flight Center – først i Stockholm og sidenhen i Billund. Men virksomheden måtte i 1977 opgive at køre forretningen videre, og man måtte dreje nøglen om.

Niels Sundberg gik ind i en rekonstruktion af selskabet med ny kapital, og navnet blev ændret til Sun-Air, der hidtil var blevet brugt til fritidsaktiviteterne med luftfotografering og flyvning af jomfruhummere. Nu ville Sundberg i stedet lave et internationalt center for handel og renovering af fly.

På sigt blev det også til en lang række aktiviteter indenfor taxa- og charterflyvning, indtil EU´s luftfartsmarked blev liberaliseret i 1988. Det var dog først i marts 1990, at Sun-Air gav sig i kast med ruteflyvning. Første rute gik fra Billund til Køln med to daglige returflyvninger opereret af et Bandeirante turboprop-fly med plads til 17 passagerer. I august måned 1991 åbnede ruten fra Aarhus Lufthavn til Oslo, og sidenhen er det kun gået fremad for ruteaktiviteterne.

Samarbejde med British Airways
Et af højdepunkterne i Niels Sundbergs karriere var etableringen af samarbejdet med British Airways. Den 6. maj 1996 kunne man løfte sløret for Sun-Air of Scandinavia som det første British Airways franchise-selskab udenfor Storbritannien.

Det blev markeret i Københavns Lufthavn, hvor Concorden fra det britiske selskab samme dag var på eksklusivt besøg. Pressen fik lejlighed til at tage et par fotos med Sun-Air Jetstream-fly i forgrunden, mens Concorden poserede stolt i baggrunden. Og Niels Sundberg var absolut ikke mindre stolt.

Aftalen med British Airways går snart ind i sit 18. år, og efter alt at dømme er begge parter tilfredse med samarbejdet.

Kartel-sagen
Niels Sundberg er vellidt i mange kredse, men har også undervejs fået sig et par uvenner for livet. Den 23. november 1998 skrev Niels Sundberg nemlig et brev til EU-Kommissionen. Han var bekymret for sin forretning på grund af et nyt samarbejde mellem SAS og Maersk Air, der ifølge hans opfattelse på sigt kunne skabe monopolagtige tilstande i dansk luftfart.

Han bad EU om at foretage en kritisk vurdering af aftaleforholdene mellem SAS og Maersk. Tidligere havde Niels Sundberg nemlig oplevet, hvordan SAS og Cimber Air havde påført Sun-Air ulige konkurrence på indenrigsruten mellem Aarhus og København.

EU foretog efterfølgende ransagninger hos SAS og Maersk Air, og den 18. juli 2011 var dommen klar til offentliggørelse. SAS og Maersk Air blev af EU-Kommissionen idømt bøder på henholdsvis 292 og 97 mio. kroner for ulovlige markedsdelingsaftaler. En dom, der fældede tre af de mest prominente skikkelser i dansk luftfart, henholdsvis Bjarne Hansen, bestyrelsesformand i Maersk Air samt selskabets administrerede direktør Ole Dietz. Endelig måtte vicekoncernchef Vagn Sørensen også forlade SAS på baggrund af sagen.

Efterfølgende har Niels Sundberg givet udtryk for, at han var ked af EU-Kommissionens afgørelse.

“Lad mig sige lige ud, at havde jeg vidst eller blot haft en anelse om, hvad sagen skulle få af konsekvenser, så var brevet til EU-Kommissionen aldrig blevet afsendt. Bøder af den størrrelse var mere end, hvad jeg haft fantasi til at forestille mig,“ erkendte Niels Sundberg i sommeren 2008.

Solskin ombord
Niels Sundberg sidder ofte ombord i cockpittet på Sun-Air´s Dornier 328JET-fly. Især i forbindelse med ruteåbningerne er det en fast tradition, at far Niels og sønnen Kristoffer Sundberg sidder i cockpittet, mens den ene af hans tre døtre, Susanne, er at finde i kabinen som stewardesse.

Kristoffer Sundberg er i dag ansvarlig for flyselskabets charteraktiviteter under navnet JoinJet, mens Niels i stigende grad tilbringer endnu mere tid i sit fritidshus ikke langt fra Cape Town i Sydafrika. Imens passes ruteforretningen af kommcerciel direktør Kristian Tvergaard. Til gengæld får Niels i stedet tid til fra sit andet domicil i Sydafrika at sælge fly til selskaber i alverdens lande.

I dag er Sun-Air en blomstrende virksomhed med et overskud før skat på 28,1 mio. kroner i seneste regnskabsår. Sun-Air ruter flyver på otte ruter fra Billund, tre fra Aarhus samt en enkelt rute fra Aalborg samt en fra Gøteborg.

I regi af JoinJet flyves der nu også ambulanceflyvning for SOS International, shuttleservice for EADS/Eurocopter mellem Augsburg og Marseille samt charterflyvninger i weekenden for franske fodboldhold i den bedste liga.

Når Niels Sundberg har haft sin sidste tur i cockpittet med passagerer, forsvinder der lidt af solskinnet ombord på Sun-Air´s fly. Men de 165 medarbejdere er opflasket i den rette ånd og skal nok forstå at drive forretningen efter Niels´ principper, hvilket dette uddrag af et brev fra en tilfreds kunde, vidner om:

“Fremover flyver vi fortrinsvis med Sun-Air, for her får man fantastisk forplejning, frejdige og fyndige folk, en fri fornemmelse og fuld valuta for finanserne. Simpelthen solskin om bord.“

Foto: Odggeir Tørresdal