C919-flyet fra den kinesiske flyproducent Comac under en testflyvning fra Shanghai. Foto: Comac

Kinesere udskyder igen levering af superfly

Den kinesiske flyproducent Comac må endnu engang udsætte levering af C919-flyet, der nu vil få luft under vingerne for et flyselskab første gang i 2021.

Kina vil om få år træde ind som en global civil luftfartsoperatør, hvis alt går efter planen.

Det nye superfly, C919, fra flyproducenten Comac (Commercial Aircraft Corp of China Ltd, red.) har været undervejs i flere år, og sidste år blev det angivet, at flyet ville blive leveret til et flyselskab og komme i kommerciel service fra 2020.

Nu melder Comac – ifølge Air Transport World – at tidsplanen skrider et enkelt år, så levering efter planen først vil ske i 2021. I 2016 var forlydender, at levering ville ske i 2019, og ved hver forudsigelse har der således været tre år til den ønskede leveringsdato. Comac’s udmeldinger tyder dog på, at flyproducenten har tillid til sin tidsplan.

Superfly 13 år undervejs
Comac’s melding om levering i 2021 er faktisk første offentlige udtalelse om en leveringsdato siden 2014, hvor flyproducenten planlagde første kunde-levering i 2018. Holder tidsplanen med 2021, vil levering ske 13 år efter udviklingen af flyet begyndte.

I alt seks prototyper af C919 forventes at skulle i lufthavnen inden første levering, og den første af prototyperne flyver i øjeblikket mere end en gang om ugen. Sådan har meldingen lydt fra Lu Zheng, der er stedfortrædende salg- og marketingchef hos Comac. Den anden prototype kom på vingerne første gang den 17. december sidste år.

Lu Zheng har desuden udtalt, at den første prototype i november sidste år blev overført fra Comac’s base i Shanghai til AVIC-faciliteter (Aviation Industry Corporation of China, red.) i Xian. Den anden prototype testes stadig med udgangspunkt fra Shanghai, og det vides endnu ikke, hvornår de første testflyvninger af de øvrige prototyper finder sted.

Kinesiske kunder
Når C919 bliver godkendt fra fabrikken, vil det i første omgang blive leveret til flere kinesiske kunder. Comac har dog planer om at eksportere flyet, og man sigter i første omgang efter kunder i Sydøstasien og Afrika, efterfulgt af andre dele af Asien. Herefter vil man se på Sydamerika og Vesteuropa, og til sidst Nordamerika, Japan og Sydkorea.

C919-flyet vil få plads til mellem 156 og 174 passagerer i en to-klasses kabinekonfiguration. Comac har indtil videre fået omkring 600 bestillinger på superflyet, og køberne er fra 20 forskellige flyselskaber, banker og leasingselskaber. C919-flyet skal efter planen ind på markedet og konkurrere med Airbus A320-serien og Boeings 737-familie.

 

Relaterede artikler:

Kinesisk superfly på vingerne for tredje gang

Kinesisk superfly klar til testflyvning

Verdens største lufthavn åbner om to år

Kinas hemmelige langdistancefly

Kina skriver luftfartshistorie