Kjos drømmer om 20 nye Dreamlinere

20 nye Boeing 787 Dreamliner-fly er noget af den ønsketænkning fra Norwegian-topchef Bjørn Kjos, som de internationale medier er fulde af efter åbning af britiske langdistanceruter.

Norwegians topchef Bjørn Kjos holdt i sidste uge hof for en gruppe af journalister i forbindelse med at Norwegian i sidste uge begyndte at langdistanceruter fra London Gatwick til Los Angeles, Fort Lauderdale og New York.

Derfor overstrømmes medier i især England, USA og Norge nu med historier, hvor den karismatiske nordmand kommer med ønsketænkning om hvilke ruter selskabet kunne tænke sig at åbne langt ude i fremtiden og hvor mange nye Boeing 787 Dreamliner-fly selskabet kunne tænke sig at købe ved siden af de 17, som allerede er på vej.

Alt sammen ønsketænkning og ikke konkrete planer. Men ønsketænkning som trækker overskrifter. En af de mest bemærkelsesværdige historier er en historie i den ansete amerikanske finansavis Wall Street Journal.

Nedtone historien
Her drømmer Bjørn Kjos om at købe yderligere 20 Boeing 787 Dreamliner fra 2018 og frem. De skal supplere de syv Dreamlinere Norwegian har i drift i dag og de yderligere ti 787’ere, som selskabet modtager og sætter i drift i de kommende tre år. De 20 ekstra Dreamlinere vil være nok til at imødekomme Norwegians planlagte langdistanceekspansion frem til 2022, påpeger Kjos overfor Wall Street Journal.

Norwegian er et børsnoteret selskab. Derfor vakte chefen og storaktionærens udmelding da også opsigt og tvang Norwegians kommunikationsafdeling ud i at nedtone historien. Således understreger kommunikationsafdelingen overfor flere norske medier, at Norwegian hverken kan bekræfte eller afkræfte at selskabet forhandler med Boeing om køb af yderligere 20 Dreamlinere.

Da Norwegian i oktober sidste år åbnede sin første langdistancerute fra København havde Bjørn Kjos ikke lyst til at svare på spørgsmål fra CHECK-IN.dk og andre danske medier. Det skyldtes sandsynligvis, at medierne ikke var interesseret i uforpligtende ønsketænkning, men ville have Kjos til at forholde sig til problemstillinger omkring selskabets brug af asiatisk kabinepersonale, ombookning af strandede passagerer og store tekniske problemer med Dreamliner-flyene.