En Boeing 737-800 fra Transavia fik kortvarigt besøg af to italienske jagerfly. Billedet er taget fra det ene af jagerflyene. Foto: Italian Air Force

Eurofighters hastede frem til kortvarige spøgelsesfly

Jagerfly blev sendt på vingerne to gange inden for godt et døgn for at tjekke almindelige passagerfly, der begge kortvarigt mistede radiokontakten med flyvekontrollen.

Når piloter og flyvekontroltjenesten pludselig mister kontakt med hinanden, bliver der straks reageret.

To uafhængige episoder fandt søndag og mandag sted, da to passagerfly midlertidigt ikke kunne kommunikere med flyvelederne på landjorden. Og det sendte straks de hurtigste fly på vingerne – nemlig jagerflyene.

Det første tilfælde gjaldt en Boeing 737-800 med registering PH-HSC fra det hollandske flyselskab Transavia. Det var søndag formiddag af sted på rute HV-1834 fra den græske ø Kos til Amsterdam Schiphol. I en højde på 40.000 fod (12.190 meter, red.) et sted over Bosnien mistede flyets piloter radiokontakten til flyvekontrollen. Det skriver The Aviation Herald.

Det italienske luftvåben foretog straks en såkaldt QRA (Quick Reaction Alert, red.) og sendte to Eurofighters på vingerne for at lokalisere og identificere flyet. Radiokontakten blev genoprettet hurtigt herefter, og de to jagerfly returnerede til basen.

Boeing-flyet fortsatte til Holland for en sikker landing. Transavia har efterfølgende kort bekræftet, at flyet kortvarigt mistede radiokontakt, men at den hurtigt blev genoprettet.

Radiobrist på Boeing 777-fly
Mandag var den så gal igen. En Boeing 777-300 med registrering F-GSQE fra Air France fløj på rute AF-267 fra Seoul i Sydkorea til Paris Charles de Gaulle, da også dette fly mistede radiokontakten.

Flyet befandt sig i en højde af 36.000 fod (10.970 meter, red.), da der led et kommunikationsbrist, skriver The Aviation Herald. Det skete i forbindelse med, at flyet skiftede fra den polske til tyske radiokontrol omkring den polske by Szczecin.

Denne gang reagerede det tyske luftvåben på det øjeblikkelige spøgelsesfly, og der blev i største hast sendt to Eurofighters af sted. Radiokontakten med Air France-flyet blev genoprettet, inden jagerflyene nåede frem. De tyske jagerfly fortsatte dog til Boeing-flyets position omkring Wuppertalat for at etablere visuel kontakt. Herefter fløj de tilbage til basen.

Air France-flyet fortsatte uden problemer videre ind i belgisk luftrum, inden det foretog en sikker landing klokken 13.40 lokal tid i Paris.

 

Relaterede artikler:

Parallel radiokontakt medvirkende til nærved-hændelse

Fly 185 meter fra hinanden

Jagerfly-hændelser op i Folketinget

Dansk og russisk militærfly for tæt på passagerfly

Ni jagerfly-hændelser på fem år