Rossiya Airbus A319-100 - VQ-BCP - i den særlige sportsbemaling. (Foto: Rossiya Airlines)

Landsholdet med ’sportsfly’ tilbage fra Samara

Det var et særligt VM-fly, der fløj de danske landsholdsspillere tilbage til hjembasen i Anapa efter kampen i Samara mod Australien.

Det russiske flyselskab Rossiya Airlines er leverandør til FIFA på samtlige flyvninger med VM-landsholdene under slutrunden i Rusland. Men et af flyene skiller sig ud fra de andre, og det fløj de danske fodbolddrenge tilbage til Anapa efter 1-1 kampen mod Australien. Kampen blev spillet i Samara, der er den sjettestørste by i Rusland.

Flyet var af typen Airbus A310-100 og var i øvrigt det samme, der i tirsdag bragte danskere til Samara. Torsdag aften klokken 21.05 lokal tid lettede flyet fra Samara Kuromoch International Airport, og et par timer senere kunne det after sætte hjulene på asfalten i Anapa Airport.

Flyet med registreringen VQ-BCP og navnet Rostov-on-Don har en særlig historie, da det i slutningen af maj fik en særlig sports-bemaling efter et besøg hos MAAS Aviation i Maastricht. På flyets hale optræder en figur af en fodboldspiller, og der er også figurer, der repræsenterer ishockey, gymnastik og skøjteløb.

Det skulle ifølge russiske medier være en hyldest til de mest populære sportsgrene i Rusland og samtidig markere, at landet kan præsentere mange dygtige atleter.

Rossiya Airlines, der har hovedbase i Sankt Petersborg, er i øvrigt kendt for opsigtsvækkende flybemalinger. Flyselskabet er sponsor for fodboldklubben FC Zenit Skt. Petersborg, og et A319-fly kendt som “Zentolet” er derfor udsmykket i en særlig bemaling. Det samme er i øvrigt en Boeing 747 med et stort tigerhoved og en Boeing 777 med et løvehoved.

Koner og kærester med SAS
Mens landsholdet er tvunget til at flyve med Rossiya Airlines som følge af aftalen med FIFA, så ser det anderledes ud med spillernes koner og kærester. Sammen med DBU´s store sponsorer fløj de torsdag morgen med SAS i en Airbus A320neo fra København til Samara og retur igen samme aften.

Danish Air Transport (DAT) sendte onsdag morgen en Airbus A320-200 afsted fra København til Samara. Ombord var fodboldfans, der via LA Travel, havde købt rejsearrangementer til VM-kampen mod Australien. De danske fodboldfans hentes hjem igen fredag morgen.

Den afsluttende puljekamp mod Frankrig spilles på tirsdag i Moskva. Her vil DAT alene gennemføre fire flyninger til kampen.

 

Relaterede artikler:

Motorproblemer på landsholdsflyvning i Rusland

SAS fløj landsholdet til Rusland

Flyruterne til landsholdets russiske VM-byer