Airbus A340-600 fra Lufthansa.

Lufthansa vil købe 50 langdistancefly

Senere i år vil Lufthansa beslutte hvilken flytype, der skal afløse arbejdshesten Airbus A340.

Lufthansa er langt fremme i arbejdet med at finde en afløser til sin flåde af Airbus A340-300 og -600 fly, som udgør næsten halvdelen af Lufthansas flåde af langdistancefly. Det fortæller Lufthansas koncerndirektør, Christoph Franz, til Air Transport World.

Tyskerne forventer at træffe en beslutning om indkøb af 50 eller flere nye langdistancefly inden udgangen af i år. Lufthansa har tre forskellige flytyper i kikkerten.

Den første er Airbus’ nye A350, hvor Lufthansa kigger mest på den store -1000 udgave, der kan tage op til 350 passagerer og er solgt i lidt mere end 100 eksemplarer. Grundmodellen, A350-900, er solgt i over 400 eksemplarer.

Den anden flytype, som Lufthansa kigger på er den største udgave af Boeings Dreamliner, Boeing 787-10, som kan tage op til 290 passagerer i en almindelig 3-klasses opstilling. Boeing har endnu ikke besluttet om -10 udgaven skal bygges og supplere grundmodellen 787-8 og mellemversionen 787-9, som Boeing netop er begyndt at bygge. Men hvis Boeing bygger 787-10 har Singapore Airlines allerede meldt sig som aftager af 30 styk.

Endelig har Lufthansa kig på den nye version af Boeing 777, som Boeing overvejer om de skal give sig i kast med. Boeings bestyrelse har givet grønt lys til arbejdet med 777X-modellen, og ifølge rygterne vil projektet blive skudt i gang om to uger på Paris Airshow, hvor Emirates vil melde sig på banen som lanceringskunde.

Udfylde hele spektret
Den valgte flytype skal erstatte Lufthansas i alt 48 Airbus A340-300 og -600 fly, som udgør hjørnestenen i den 105 fly store langdistanceflåde. Lufthansas mindste langdistancefly, Airbus A330-300, kan tage op til 221 passagerer. Fra 221 passagerer og op til de 330 passagerer, som der er plads til i Lufthansas aldrende Boeing 747-400 fly, ligger Airbus A340-flyene med plads til mellem 221 og 306 passagerer.

Boeing 747-400 flyene er ved at blive erstattet af de større Boeing 747-8i og Airbus A380-fly. Og det betyder at de nye A340-afløsere reelt skal udfylde hele spektret fra A330’ernes 221 sæder til Boeing 747-8i’ernes 362 sæder.

Christoph Franz luftede, ifølge Aviation Week, også muligheden for, at Boeing 747-8i kan være ude af Lufthansas flåde igen allerede i midten af næste årti. Lufthansa er en af meget få kunder til den nye version af jumbojetten, og endnu inden tyskerne har fået leveret alle 17 bestilte fly, taler koncerndirektøren således om at udskifte flyene med Boeing 777-9. Hvis altså Boeing sætter 777X-projektet i søen.