Malteser skal hjælpe færinger

Det bliver et Airbus A319-fly fra Air Malta, der skal hjælpe Atlantic Airways med at klare sommerens charteropgaver.

Om få uger fordobler færøske Atlantic Airways sin flåde af Airbus A319-fly. Det sker, når selskabet modtager et leaset fly fra Air Malta og flåden går fra ét til to A319’ere.

Flyet, i maltesisk tjeneste har haft registreringen 9H-AEJ, kommer til at hedde OY-RCH og skal foreløbig arbejde for færingerne frem til oktober.

Atlantic Airways indgik i december sidste år en stor aftale med Atlantis Rejser om charterflyvninger til Sydeuropa i sommerperioden. Men da der også stadig skal flyves færinger, danskere og andre til og fra Færøerne med selskabets flåde af tre Avro RJ-fly og et enkelt Airbus A319-fly, har Atlantic Airways leaset søsterflyet hos ø-kollegerne i den anden ende af Europa.

På jagt efter tredje fly
Atlantic Airways fik sit første Airbus A319-fly sidste år, og flyet anvendes primært på selskabets største rute mellem Færøerne og København.

I marts i år indgik Atlantic Airways og Atlantis Rejser yderligere en kontrakt på charterflyvninger i den kommende vinter. Det har betydet, at Atlantic Airways er gået på jagt efter et tredje Airbus A319-fly, som skal inkluderes i flåden fra efteråret.

Den første aftale med Atlantis Rejser handler primært om charterflyvninger fra Billund til Egypten, mens aftalen fra marts handler om flyvninger året rundt primært fra København frem til 2016.

Det første Airbus A319-fly gjorde det muligt for færingerne at åbne en rute direkte til Barcelona. Og fly nummer to skal blandt andet bruges til at åbne en rute til Milano. Om fly nummer tre er ensbetydende med endnu flere ruter til destinationer under varmere himmelstrøg, vides endnu ikke. Atlantic Airways’ direktør, Magni Arge, luftede, ved modtagelsen af det første Airbus-fly, tanker om at starte flyvninger fra Færøerne til New York.

Kurs mod Chile
Samtidig med introduktionen af Airbus A319-flyene vil Atlantic Airways langsomt reducere antallet af Avro RJ-fly. I dag består flåden af et Airbus A319-fly og tre Avro RJ-fly. Fra fjerde kvartal 2013 er det planen kun at have en Avro RJ ved siden af de tre Airbus-fly.

Færingerne har et samarbejde med det chilenske luftfartsselskab DAP om Avro RJ-flyene. Således opererer et af Atlantic Airways Avro-fly allerede i Chile i dag, og i efteråret vil fly nummer to sætte kursen mod Chile.

Atlantic Airways har ved siden af flåden af fastvingede fly også to helikoptere. De bruges til passagerflyvninger mellem de 18 stormomsuste øer, samt til søredningsopgaver og opgaver for olieefterforskningsindustrien.

Et søsterfly til det Airbus A319-fly fra Air Malta, som Atlantic Airways har leaset fra maj til oktober. Foto: Wikimedia Commons.