Danish Air Transport A320-200 - OY-LHD.

Med ‘bussen’ fra Antalya til Billund

Hver lørdag flyver et Airbus A320-fly fra DAT danske turister på en rundtur mellem Billund og Antalya. Vi var med i cockpittet på en del af den 10 timer lange arbejdsdag, hvor en defekt aktuator og en syg passager bød på særlige udfordringer.

Flykaptajn Knud Christian Bukh og styrmand Asger Mikkelsen satte sig lørdag morgen til rette i cockpittet i DAT´s Airbus A320-fly. Ombord på fly sad forventningsfulde gæster fra rejsearrangørerne Primo Tours og Sun Charter, der skulle på efterårsferie i Alanya ved den tyrkiske middelhavskyst. Men først skulle en flyvetur på op imod fire timer tilbagelægges, førend det var muligt at træde ude i solskinnet på platformen i Antalya Lufthavn.

Afgangen med DAT havde rutenummer DX6610 og var planlagt til at forlade gaten kl. 06.45. Denne lørdag morgen blev dog lidt mere usædvanlig end andre. Udskiftningen af en defekt aktuator (en type af motor til at bevæge eller styre en mekanisme eller et system på flyet, red.) betød, at flyvningen i første omgang blev forsinket med 20 minutter.

Da flyet var klar til start fik en passager et ildebefindende og en læge blandt passagererne, der valgte at tilse den sygdomsramte, mente umiddelbart godt, at det er forsvarligt at lade passageren flyve. Da flyet på ny taxiede ud til startbanen fik den samme passager det igen dårligt, og kaptajnen besluttede herefter at lade passager og bagage forlade flyet.

”Det var en nødvendig beslutning, da vi ikke ønskede at komme i luften og samtidig risikere et nyt ildebefindende,” forklarede flykaptajn Knud Christian Bukh til CHECK-IN.dk´s udsendte medarbejder.

Da flyet endelig havde sluppet asfalten i Billund Lufthavn, kunne den næsten 2.700 kilometer lange flyrejse gennemføres på de planlagte tre timer og 40 minutter, inden landingen i Antalya Lufthavn, der med sine 27 mio. passagerer i 2013 er lidt større end Københavns Lufthavn.

Ro i cockpittet
Trods en hurtig turn-around i Antalya, var det ikke muligt at undgå en forsinkelse. Returflyvningen fra Antalya med rutenummer DX6620 blev en time forsinket, hvorefter Airbus-flyet atter satte kursen mod Billund med 180 passagerer, heraf tre spædbørn uden allokeret sæde. Der var således fuldt hus i ”bussen” denne lørdag eftermiddag. De fire besætningsmedlemmer i kabinen anført kabinechef Caroline Bernström Nielsen havde rigeligt at se til med at servere mad og sælge tax-free varer til gæsterne.

I cockpittet var der ro i modsætning til kabinen, hvor mange børnefamilier fik lydniveauet til at være en kende højere end på en forretningsrute med travle erhvervsfolk.

”Det er ikke sådan, at vi bliver overanstrengt lige nu,” skæmtede flykaptajnen Knud Christian Bukh, da vi befinder os i 11 kilometers højde midtvejs på ruten.

Knud Christian Bukh er en af de nysansatte piloter i DAT med Airbus-erfaring. Tidligere har han siddet i cockpittet hos blandt andet Atlantic Airways og tjekkiske Travel Service. Til højre for sig sad styrmanden Asger Mikkelsen, der er en af de piloter, som DAT har valgt at omskole fra ATR-turbopropflyene til Airbus.

Denne såkaldte ”typerating” uddannelse betales af DAT, hvorefter medarbejderen er bundet i tre år. Ophæves ansættelsesforholdet indenfor en 36 måneders periode, skal piloten selv betale sin andel af omskolingen, der svarer til den del af tidsperioden, hvor kontrakten ikke er opfyldt.

”Der er naturligvis anderledes at flyve Airbus end ATR-flyet, og det er også nogle længere ture. Det er dejligt at have fået nogle flere hjælpemidler til rådighed,” fortalte Asger Mikkelsen og henviser til skærmene i det avancerede Airbus-cockpit. Her kan andenpiloten for eksempel aflæse data på én skærm, som han tidligere skulle havde to skærmbilleder i brug for at kunne aflæse på ATR-flyet.

Skal stole på instrumenterne
I horisonten krydsede et fly på tværs af Airbus-flyets rute. Styrmanden kastede et hurtigt blik på instrumenterne og konstaterede, at det pågældende fly ville passere med en adskillelse af 1.000 fod, svarende til 300 meter under DAT-flyet. Lidt efter kom et krydsende Boeing 737-800 fly fra Norwegian til syne.

”Det er det eneste flyselskab, der har større røde næser end vores fly”, konstaterede kaptajnen grinende.

Norwegian-flyet passerede i en vertikal højdeadskillelse på 2.000 fod, hvor 1.000 fod er minimumadskillelsen. De krydsende fly lod ikke til at bekymre piloterne, der blot nøgternt konstaterede den visuelle kontakt. Med en hastighed på mere end 800 km/t, kan flyene hurtigt komme tæt på hinanden.

”Du er nødt til at stole 100 procent på dine instrumenter. Du kan nemt lade dig narre af højde og hastighed ved visuel kontakt. Når vi flyver i mørke, har vi ikke de samme muligheder for at forholde os til, hvad vi ser, hvorfor tilliden til instrumenterne er afgørende.” forklarede Knud Christian Bukh.

Snakken er forbi med 45 minutter til landing i Billund, hvor piloterne skal i gang med de sidste forberedelser. Det betød blandt andet en tur forbi toilettet samt en taxfree-bestilling via kabinechefen.

OY-LHD, som er flyets registrering, kunne ved 16-tiden atter sætte hjulene på asfalten i Billund Lufthavn, hvor en mere end 10 timer lang arbejdsdag var slut for de seks besætningsmedlemmer. Landingen blev ledsaget af den aldrig uddøende charter-klapsalve.

Forude venter nye opgaver for kaptajn Knud Christian Bukh og hans besætning.