Norwegians nuværende hovedkontor, "Diamanten".

Norwegian-aktier i kraftig turbulens

November måneds trafiktal fra Norwegian viste et fald i enhedsindtægterne på 19 procent i forhold til samme måned sidste år. Markedet reagerede ved at barbere 612 mio. norske kroner af selskabets samlede aktieværdi.

Børsfesten synes at være forbi for det norske lavprisflyselskab Norwegian. Gårsdagens offentliggørelse af trafiktallene fra november måned, fremkaldte en markant reaktion i markedet. Således droppede selskabets aktiekurs på Oslo Børs fra 232,70 til blot 215,30, hvilket svarer til en reduceret markedsværdi på 612 mio. norske kroner.

Dermed blev der gjort et vist indhug i årets akkumulerede kursstigning på næsten 50 procent, således at den samlede markedsværdi for selskabet i dag er på 7.570 mio. norske kroner.

Investorerne er formentlig blevet skræmt af et stort fald i indtægterne. Enhedsindtægterne per fløjet passagerkilometer faldt med hele 19 procent, hvilket tildels kan forklares med satsningen på langdistanceruterne samt andre ruter med større distancer. Den gennemsnitlige længde per flyvning er nemlig samtidig øget med 14 procent.

Men det forklarer ikke alene det store fald i såvel yield som RASK (enhedsindtægter). Etableringen på de oversøiske ruter samt i Storbritannien, Spanien og Tyskland koster penge, idet Norwegian er nødt til at udbyde lavere billetpriser for at få fodfæste i de konkurrenceudsatte markeder.

“Vi har haft en kraftig øgning i distancer på vores langdistanceflyvninger, hvilket påvirker enhedsindtægterne og er hovedårsagen bag det markante fald. Vi ekspanderer ude i Europa og på langdistanceruterne, og den ændrede ruteportefølje påvirker enhedsindtægterne,“ forklarer finansdirektør Frode Foss til CHECK-IN.dk.

Norwegian ønsker ikke at komme nærmere ind på, i hvilke markeder at indtægterne er under pres.

“Der er forskellige yieldudviklinger i alle markeder i forhold til, hvordan konkurrenterne agerer,“ siger finansdirektøren.

Intet ord om lønsom vækst
I vanlig stil forbigår Norwegian at kommentere det markedspres, som selskabet i øjeblikket er udsat for. Der fokuseres i pressemeddelelsen, der ledsagede trafiktallene fra november, udelukkende på vækst. Men der er intet nævnt om lønsom vækst, hvilket Norwegian dog får alle muligheder for, når fjerde kvartals regnskab skal fremlægges i midten af februar næste år.

“Jeg er meget tilfreds med, at flere, specielt rejsende uden for Skandinavien, vælger at flyve med Norwegian, og at vi fylder flyene godt selv med en kraftig kapacitetsøgning. Det viser, at god kvalitet til lav pris værdsættes,“ siger administrerende direktør Bjørn Kjos i en ledsagende kommentar til trafiktallene.

Norwegian fløj 1.689.049 passagerer i november måned, hvilket er en stigning på 230.177 eller 16 procent sammenlignet med samme måned året før. Belægningsprocenten blev samtidig øget et halvt procentpoint fra 75,7 til 76,2 procent.

Norwegian ventes i 2012 at nå op på samlet 20,5 mio. passagerer, mens SAS forventes at lande omkring 28,5 mio. inklusive trafikken fra det finske produktionsselskab Blue1.