Norwegian og easyJet side om side i Berlin-Schönefeld. (Foto: Ralf Roletschek / Roletschek.at)

Norwegian dobbelt dagligt fra København til Berlin

Først valgte Norwegian at lukke ruten mellem København og Berlin, og nu øger selskabet i stedet til to daglige afgange fra februar 2018.

“Man har et standpunkt, til man tager et nyt,” sagde den navnkundige socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag.

Dette citat kan Norwegian med rette benytte sig af i forbindelse med selskabets rute mellem København og Berlin. Mandag den 14. august bekræftede Norwegian, at man havde besluttet at lukke ruten fra den danske hovedstadslufthavn til Berlin. Dagen efter måtte airberlin kaste håndklædet i ringen, og en uge senere besluttede det norske lavprisflyselskab at fastholde ruten.

Nu går man i den stik modsatte regning, for med virkning fra den 1. februar 2018 øges der fra en til to daglige afgange mellem København og Berlin-Schönefeld. Tidligere har Norwegian kun haft en aftenafgang på ruten, men nu flyves der fra København kl. 07.25 og igen kl. 15.20. Det betyder, at det vil være muligt at kunne tilbringe en fuld arbejdsdag i den tyske hovedstad ved ankomst kl. 08.25 og returflyvning om aftenen kl. 18.00.

Det er også netop segmentet af forretningsrejsende, som Norwegian vil forsøge at ramme med den ændrede tidtabel.

”De forretningsrejsende er efter airberlins exit efterladt uden reelle alternativer, når det gælder rejsemuligheder til Berlin. Vi kan se, at der er mange danske virksomheder for hvem, ruten er meget vigtigt, hvorfor vi nu vælger at indsætte mere kapacitet her. Med en tidlig morgenafgang fra København og en sen hjemtur fra Berlin, tilbyder vi de forretningsrejsende attraktive muligheder og større fleksibilitet i forbindelse med mødeaktivitet i Berlin,” siger Frank Nordbjerg, der er salgschef for Norwegian i Danmark.

Konkurrence om 700.000 passagerer
Med Norwegians opgradering på ruten bliver der en intens konkurrence om passagererne på den meget trafikerede flyrute. Det britiske lavprisflyselskab easyJet flyver også 13 gange om ugen mellem København og Schönefeld-lufthavn, mens SAS har opjusteret kapaciteten til 10 ugentlige afgange til Berlin-Tegel lufthavnen.

Endelig har Lufthansa-datterselskabet Eurowings meddelt sin ankomst på ruten mellem København og Tegel fra den 15. januar 2018. Der flyves med Boeing 737-800 seks gange om ugen.

Før konkursen fløj airberlin fire gange dagligt med Airbus A320-200 mellem København og Tegel, og det er dette hul som de øvrige flyselskaber forsøger at fylde ud.

Berlin var i 2016 den ottende største destination fra Københavns Lufthavn. Her rejste samlet 681.528 passagerer mellem de to byer fordelt på 452.866 passagerer på ruten til og fra Tegel-lufthavnen og 228.662 mellem København og Schönefeld.

 

Relaterede artikler:

SAS opruster på Berlin-ruter

Eurowings overtager airberlin-ruter til København

Norwegian fortryder Berlin-lukning

Norwegian lukker Berlin-rute fra København

 

x

Læs Også

Skyteam-slots i Schiphol til Norwegian

Norwegian har via EU-Kommissionen sikret sig start- og landingstilladelser til en New York-rute fra Amsterdam Schiphol-lufthavnen.

Norwegian besvarer SAS-offensiv i Aarhus

Norwegian vil ikke stiltiende se til, at SAS vil flyve til Málaga og Palma de Mallorca fra Aarhus Lufthavn. Nu øger nordmændene med 1.100 sæder om ugen fra Aalborg Lufthavn.

Norwegian afviser snyd med IP-adresser

Der er mange myter om prissætning af flybilletter, og hos Norwegian afviser man, at kundernes IP-adresser benyttes til individuelt at differentiere billetpriserne.

Næsten 12 procent lavprisvækst i 2018

De fire store uafhængige europæiske lavprisflyselskaber havde i 2008 en passagervækst på 28,5 millioner, hvilket svarer til det samlede passagertal for SAS.

Norwegian får lov at sende Asien-fly gennem Rusland

Rusland åbner igen sit luftrum for specifikke Norwegian-ruter til Asien, men generelt er der stadig lukket for de rød-hvide fly.

Fra 1,2 til 33,2 millioner passagerer på 15 år

I løbet af 15 år er Norwegian vokset fra 1,2 til 33,2 millioner passagerer årligt. Ifølge en luftfartsanalytiker har selskabet dog de seneste år gabt over for meget.