Boeing 787 Dreamliner fra Norwegian. (Foto: Norwegian)

Norwegian får flere langdistancefly

Norwegian har leaset yderligere fire Boeing 787 Dreamliner-fly til levering i 2017 og 2018. Dermed vil selskabet få i alt 14 Dreamliner-fly.

Under et døgn efter at Norwegian fik tilladelse til at drive sin langdistanceoperation på en irsk driftstilladelse, har selskabet underskrevet en aftale på leasing af fire nye Boeing 787-9 Dreamliner fly fra ILFC. Flyene leveres direkte fra Boeing-fabrikkerne i 2017 og 2018.

Med de fire nye bestillinger vil Norwegian inden for de næste fire år nå op på i alt 14 Boeing 787 Dreamliner-fly til brug på langdistanceruter. De tre første fly er leveret og yderligere fire følger i år. Herefter vil selskabet modtage et fly i 2015, to i 2016, to i 2017 og to i 2018.

Ikke i drift
De fire nye fly bliver Boeing 787-9 versionen, der har plads til omkring 20 procent flere end den 787-8 version, som Norwegian i dag har tre af. Selskabets første otte fly bliver Boeing 787-8, mens de seks fly som leveres i 2016 – 2018 bliver af den nye Boeing 787-9 version, som endnu ikke er sat i kommerciel drift.

Versionen er cirka seks meter længere end lillebroderen, kan tage både flere passagerer og mere fragt og har en væsentlig bedre brændstoføkonomi. Boeing har testfløjet den nye version flere gange og forventer at levere den til de første kunder senere i år.