Norwegian Boeing 787-8 Dreamliner. (Foto: Norwegian)

Norwegian får sit irske AOC

Onsdag fik Norwegian endelig den irske driftstilladelse, som gør det muligt for det norske selskab også fremover at bruge asiatisk kabinepersonale på sine langdistancefly.

De irske luftfartsmyndigheder har nu officielt tildelt Norwegian en irsk driftstilladelse, kaldet et Air Operators Certificate (AOC). En tilladelse som er afgørende for at Norwegian fortsat kan bruge asiatisk kabinepersonale på sine langdistanceruter mellem Skandinavien og USA.

Norwegian har nemlig siden opstarten af langdistanceoperationen den 31. maj sidste år opereret på et norsk AOC og fået dispensation fra de norske regler om at ikke at måtte beskæftige udenlandsk kabinepersonale på fly under et norsk AOC. I første omgang udløb dispensationen den 23. december sidste år. Men de norske luftfartsmyndigheder valgte at forlænge dispensationen, da de irske kolleger endnu ikke var færdige med at behandle Norwegians ansøgning om et AOC.

Driften af Norwegians langdistanceoperation vil med denne tilladelse blive overført til det helejede irske datterselskab Norwegian Air International Limited (NAI). Selskabets administration samt alle nødvendige, myndighedspålagte funktioner er etableret i Dublin og er klar til at drive flyoperationen underlagt irske tilsynsmyndigheder.

Forældede særregler
Norwegian fastslår i en pressemeddelelse, at valget af Irland ikke skyldes, at landet har specielle regler, som tillader amerikanske eller asiatiske besætningsmedlemmer, sådan som politikere og fagforeninger har hævdet.

”Faktum er, at Norwegian kunne have baseret sin langdistanceoperation i et hvilket som helst europæisk land og benyttet amerikanske og asiatiske besætningsmedlemmer, sådan som andre europæiske flyselskaber har gjort i en årrække. Den eneste undtagelse er Norge og delvist Danmark, som frem til nu har valgt at beholde forældede særregler på dette område,” skriver Norwegian i pressemeddelelsen.

Velrenommeret tilsyn
At valget så faldt på Irland fremfor lande som Storbritannien, Holland, Sverige eller Tyskland skyldes flere ting.

”Irland er tilknyttet Cape Town-konventionen, som giver bedre finansieringsbetingelser. Etablering i Irland påvirker ikke eksportgarantier i tilknytning til selskabets finansiering. Udover at have et velrenommeret luftfartstilsyn er Dublin en sammenslutning inden for flyindustrien – blandt andet har flere af de store leasingselskaber, Norwegian samarbejder med, kontorer i her,” skriver det norske lavprisselskab.

Overførelse af det første Dreamliner-fly til den nye EU-AOC blev gennemført onsdag i forbindelse med, at flyet er inde til planlagt vedligeholdelse. De øvrige fly overføres gradvist.

Opfylder kravene
Med hensyn til Norwegians langdistanceruter til og fra USA vil de amerikanske transportmyndigheder nu behandle selskabets ansøgning om trafikrettigheder. Disse er reguleret af Open Skies-aftalen mellem USA og EU, som indebærer, at en operatør fra hver af parterne, som opfylder kravene, skal have rettigheder til at operere under denne aftale.

Onsdagens udstedelse af driftstilladelse og licens i Irland betyder, at Norwegian tilfredsstiller alle kravene i aftalen, fastslår selskabet i pressemeddelelsen.