(Foto: Atle Straume)

Norwegian har modtaget Dreamliner nr. 2

Et Boeing 787-8 Dreamliner fly med den irske registrering EI-LNB landede mandag morgen i den irske hovedstad Dublin. Der er Norwegians andet langdistancefly, der er blevet leveret.

Tidligt mandag morgen landede et splinternyt Dreamliner-fly i Dublin Lufthavn. Selvom flyet havde den irske registrering EI-LNB, var det Norwegians andet Dreamliner-fly, der gæstede den irske hovedstadslufthavn.

Det var nemlig produktiosnummer 35515 og det 112. fly fra 787-produktionslinjen hos Boeing Commercial Aircraft, der i weekenden blev leveret til den internationale flyleasingvirksomhed ILFC (International Lease Finance Corporation), der har Norwegian som kunde til Boeing 787-8 flyet.

Flyet kom til Dublin uden den sædvanlige halehelt påmalet. Men Norwegian har allerede afsløret, at det bliver den norske havbiolog og opdagelsesrejsende Thor Heyerdahls portræt, der skal pryde halen på selskabets Dreamliner-fly nummer to.

Efter planen skal flyet sættes i drift første gang mandag den 2. september, hvor det skal operere som flight DY/DU 7005 fra Stockholm-Arlanda til New York-JFK.

“Vi er meget tilfredse med at have modtaget vores anden 787 Dreamliner. Endvidere modtager vi endnu en Dreamliner senere i år, som er særlig interessant set fra et dansk perspektiv, da vi med denne begynder at operere ruten mellem København og Fort Lauderdale,“ siger Johan Bisgaard Larsen, der er informations- og markedschef hos Norweigan i Danmark.

Rekordleveringer
August måned tegner til at blive en af de største for Boeing Commercial Aircraft i forhold til Dreamliner-leveringer. Når måneden er omme, vil den amerikanske flyproducent have leveret mindst ni og måske 11 Dreamliner-fly, hvis Air India også melder sig klar til at få leveret de to fly, der står og venter på det indiske flyselskab.

Norwegians tredje Dreamliner-fly står som nummer 136 på produktionslisten og vil blive leveret i løbet af efteråret. Flyet får registreringen EI-LNC og bliver det første Dreamliner-fly, som det norsk lavprisflyselskab selv får ejerskabet af.

Foto: Atle Straume