Norwegian Boeing 787 Dreamliner. (Foto: Jørgen Syversen)

Norwegian overvejer base i Buenos Aires

Norwegian har aktuelle overvejelser om at åbne en base i Argentina og derfra tilbyde langdistanceflyvninger til Europa.

Med langdistanceruter fra Skandinavien, London, Paris og snart også Barcelona er Norwegian i fuld gang med en omfattende internationalisering. Det norskejede lavprisflyselskab vil inden for de næste 12 måneder tage et endnu større skridt, når selskabet forventes at åbne base i Argentinas hovedstad Buenos Aires. Det skriver det internationale nyhedsbureau Bloomberg.

Planen er ifølge Norwegians koncernchef Bjørn Kjos at etablere en egentlig base i Buenos Aires og derfra flyve til Oslo, London, Paris, Madrid og Barcelona. Endnu afventer Norwegian forskellige myndighedsgodkendelser, men det er planen at stationere to Boeing 787 Dreamliner-fly i en af Buenos Aires´ to lufthavne. Ministro Pistarini International Airport (EZE) varetager primært den internationale trafik, mens Aeroparque Jorge Newbery (AELP) har flest indenrigsruter og regionale ruter.

Foto: Brian J. McMorrow

Foto: Brian J. McMorrow

Ifølge Bjørn Kjos har byen Córdoba, der ligger 700 kilometer nordvest for Buenos Aires midt inde i landet, potentiale til at blive et knudepunkt for indenrigstrafik. I dag flyves der op til 13 gange dagligt mellem Córdoba og Aeroparque Jorge Newbery-lufthavnen, mens der blot er to daglige afgange til Ministro Pistarini-lufthavnen (EZE).

En usleben diamant
Noget kunne samtidig tyde på, at Bjørn Kjos for alvor har fået øjnene op for de enorme markedsmuligheder i Argentina.

“Argentina er en usleben diamant med det største potentiale, som jeg nogensinde har set i forhold til at kunne øge antallet af flyvninger. Men for at kunne tiltrække rejsende, er det nødvendigt at kunne tilbyde billigere billetter. Priserne vil kunne reduceres til en tredjedel af, hvad flyselskaberne i dag tager betaling for, med en returbillet til Europa for omkring 300 dollars (2.075 danske kroner, red.). En indenrigsbillet fra Córdoba til Buenos Aires skal kunne prissættes for omkring 50 dollars (335 kroner, red.),” siger Bjørn Kjos.

Ifølge Norwegian-bossen vil en base med to Dreamlinere skabe omkring 200 jobs. Det vil være velkomment i Argentina, hvor landet i øjeblikket befinder sig i en dyb recession med tilbageholdenhed fra udenlandske investorer.

Udover Argentina har Bjørn Kjos også kig på Chile, hvor han ifølge Bloomberg har drøftelser med myndighederne i hovedstaden Santiago om at åbne ruter hertil. Til gengæld er der ikke meget interesse for det brasilianske marked i øjeblikket.

Norwegian har mange strenge at spille på til de internationale satsninger. I 2020 forventes selskabet at have 42 Dreamlinere i flåden, og herudover er der i ordrebogen 30 langtrækkende Airbus A321neo-fly samt 100 Boeing 737 MAX, hvor begge flytyper kan indsættes på de kortere langdistanceruter.

 

Relaterede artikler:

Her er Norwegians kommende A321-ruter

Norwegian-premiere mellem Paris og USA

Norwegian vil have flere USA-ruter fra CPH

Norwegian åbner langdistanceruter fra Paris

Her er de kommende oversøiske ruter fra Norden