Foto: Norwegian

Norwegian tabte på brændstofsikring

Norwegian havde i 2015 et urealiseret tab på 800 mio. norske kroner på sikring af flybrændstof. Halvdelen af brændstoffet for 2016 er allerede sikret til en pris, der er 950 mio. norske kroner højere end den nuværende spotpris.

Der kan være store tab eller gevinster, hvis man spekulerer i udviklingen i olieprisen. Det må flyselskaberne også sande og i særdeleshed Norwegian, der i går kunne offentliggøre et årsresultat på 75 mio. norske kroner ud af en samlet omsætning på 22,5 mia. kroner.

Havde det ikke været for et urealiseret tab på sikring af flybrændstof, ville bundlinjen have lydt på 875 mio. norske kroner i stedet for, men en aggressiv hedging har i realiteten kostet Norwegian omkring 800 mio. norske kroner, hvilket svarer til 615 mio. danske kroner.

Norwegian forbrugte i 2015 samlet 1.015.337 ton flybrændstof, og med en samlet udgift på næsten 5,2 mia. kroner har brændstofprisen været på 660 dollars per ton omregnet efter dagens gældende valutakurser.Det er noget højere en spotprisen på jetfuel, der i dag ligger på cirka 335 dollars per ton.

“Vi går ind i 2016 med gunstige brændstofsikringer og en af Europas nyeste flyflåder. Det er en markant konkurrencefordel. Generelt ser vi også en god efterspørgsel på flyrejser. Samtidig skaber en uforudsigelig politisk beslutning on en flyafgift i Norge usikkerhed for hele flybranchen. Det er en gåde, at det selskab, som har det laveste udslip, ser til at blive straffet hårdest,“ siger koncernchef Bjørn Kjos i en pressemeddelelse.

Udsigt til nye tab i 2016
Selvom Norwegian taler om gunstige brændstofsikringer, er der også i 2016 udsigt til et tab på sikring af brændstofpriserne. Norwegian har nemlig allerede sikret halvdelen af det årlige forbrug på omkring en mio. ton jetfuel. Prisen herfor er 555 dollars per ton, mens markedsprisen i øjeblikket er på 335 dollars per ton. Dermed vil der ved en uændret brændstofpris fremkomme et tab på omkring 950 mio. norske kroner.

“Vi forventer at kunne købe halvdelen af vores årsforbrug i 2016 til en gennemsnitspris på 350 dollars per ton. Det giver os en konkurrencemæssig fordel, at vi ikke har sikret mere,“ sagde Bjørn Kjos på gårsdagens pressemøde, hvor regnskabet blev præsenteret.

Ved pressemødet benyttede Bjørn Kjos lejligheden til at lange ud efter den norske regering i forbindelse med beslutningen om at indføre en passagerafgift på 80 norske kroner per afrejsende passager med virkning fra den 1. april.

“Vi ved ikke, hvordan markedet vil reagere på passagerafgiften, men vi bliver nødt til at forhøje priserne, og det er ikke godt for efterspørgslen. Det er en fuldstændig tosset afgift, der ikke har noget at gøre med miljøet,“ lød det fra Norwegian-bossen.

Bjørn Kjos mener, at det vil ramme passagerne i det vestlige og nordlige Norge hårdt, da de skal betale afgiften to gange på en returrejse til Oslo.

“Det ville være bedre at pålægge en afgift på alle tomme flysæder samt på selve udledningen,“ fastslår Bjørn Kjos, der i selskabets fly har en belægning på 85 procent samt en af Europas mest miljøvenlige flyflåder.