SAS ATR72-600 opereret af Jet Time. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Nu også Jet Time-fly for SAS i Norge

Med fly stationeret i Trondheim og Tromsø opererer Jet Time nu ATR72-fly for SAS på alle tre skandinaviske markeder.

Kun otte måneder efter at selskaberne indledte deres samarbejde, opererer danske Jet Time nu ATR72-fly for SAS på alle det skandinaviske flyselskabs tre hjemmemarkeder. Et Jet Time-fly står nemlig nu fast i Trondheim i Midtnorge og et søsterfly er blevet stationeret i Tromsø i Nordnorge.

I forvejen opererer Jet Time ATR72-turbopropfly med plads til 66 passagerer fra København og Stockholm Arlanda.

Samarbejdet mellem de to selskaber gik i luften i slutningen af oktober sidste år, da Jet Time startede med at opererer to ATR72-fly på ruter fra Stockholm til en række finske og svenske provinsbyer. Det samarbejde er sidenhen blevet udvidet til blandt andet også at omfatte Jet Time-fly på de danske indenrigsruter fra København til Aarhus og Billund samt ruter fra København til en række nordeuropæiske destinationer.

Hel ny flytype
SAS og Jet Time indgik sidste år en opsigtsvækkende aftale om, at Jet Time skulle operere i alt otte ATR72-fly. Indtil videre er seks fly i sving for SAS. Og ved vinterfartplanens ikrafttræden i slutningen af oktober skal alle otte fly være beskæftiget. Aftalen var opsigtsvækkende, da Jet Time indtil da kun havde opereret Beoing 737-fly på seriecharter- og ad hoc-charterbasis. Nu blev forretningen udvidet med et helt nyt aktivitetsområde og en hel ny flytype.

Til at løse opgaven har Jet Time leaset otte nybyggede ATR72-600 fly fra Billund-selskabet Nordic Aviation Capital, der er verdens største udlejer af turbopropfly. Flyene leveres løbende i takt med at operationen udvides. De er desuden blevet suppleret med to ældre ATR72-500 fly, da leveringen af flere af de nye fly har været forsinket.

Beholde vikarfly
Jet Time har indtil videre fået leveret fire nye fly med registreringerne OY-JZA, -JZB, -JZC og OY-JZD. De to første fly flyver i øjeblikket fra Stockholm Arlanda til svenske byer som Visby og Kalmar samt til den finske by Turku. De to andre fly blev i weekenden flyttet fra Stockholm og København til Trondheim og Tromsø. Her er de gået i gang med blandt andet at flyve mellem de to byer og til Bodø. De to vikarfly, OY-JZY og OY-JZZ, opererer ud af Københavns Lufthavn til Billund, Aarhus og en række europæiske byer.

De nye fly er malet i SAS-farver, mens de to vikarfly er malet i Jet Time-farver. Når alle otte nybyggede fly er ankommet fra ATR-fabrikken i Toulouse er det Jet Time’s plan at beholde de to vikarfly som reserver og udleje dem til ad hoc-opgaver. Desuden har Jet Time indvilget i at stille et fly til rådighed for en gruppe af erhvervsvirksomheder, som planlægger at opstarte en ny dansk indenrigsrute mellem Esbjerg og København.