Boeing 787-8 Dreamliner fra Norwegian. (Foto: Norwegian)

Ny Norwegian-base uden for Skandinavien

Norwegian etablerer nu sine fjerde base for langdistanceoperationer. Ligesom de første tre bliver det ikke i Skandinavien.

Først Bangkok. Så New York, Fort Lauderdale og nu Londons Gatwick-lufthavn. Norwegian fortsætter med at etablere baser for sine langdistancefly og -besætninger langt væk fra selskabets normale hjemmebane i Skandinavien.

Norwegian har allerede ansat de første piloter til at flyve Boeing 787 Dreamliner-fly fra London Gatwick. Og fra starten af næste år vil selskabet også hyre kabineansatte til basen i Londons næststørste lufthavn. Baseåbningen kommer i naturlig forlængelse af, at Norwegian i juli i år lancerede sine første flyvninger mellem London Gatwick og tre destinationer i USA – Los Angeles, New York og Fort Lauderdale.

Udsigten til at flyve spritnye Dreamliner-fly er tillokkende for mange piloter.

”Rekrutteringen i Storbritannien er blevet rigtig godt modtaget. Der er mange piloter, som ønsker at have base i Gatwick og arbejde for et innovativt og fremtidsorienteret selskab, der tilbyder konkurrencedygtige løn- og arbejdsvilkår samt muligheden for at flyve 787 Dreamliner – det mest effektive og moderne langdistancefly, som findes i dag,” siger flyvechef for Norwegians langdistanceoperation, Torstein Hoås.

Selskabet er også i gang med at ansætte piloter til basen i New Yorks John F. Kennedy Lufthavn. Her har Norwegian siden foråret haft base for kabineansatte.

41 ruter
Piloterne og stewardesserne på Norwegians nye langdistancebase i London Gatwick får allerede fra dag et kolleger. Selskabet etablerede nemlig sidste år en base for europæiske flyvninger i London Gatwick, som består af 90 piloter og 200 kabineansatte.

Norwegian forventer at flyve mere end tre millioner passagerer til og fra London Gatwick i løbet af 2014 og har i dag 400 ugentlige flyvninger og 41 ruter, som opererer til og fra lufthavnen.

At lancere langdistanceruter mellem London Gatwick og USA er en del afNorwegiansstrategi om at vokse globalt og få et stærkere fodfæste internationalt. Foruden de fire baser i Bangkok, New York, Fort Lauderdale og snart også London Gatwick, så har Norwegian uden for Skandianvien også etableret seks baser i Spanien.