EasyJet Airbus A320. (Foto: easyJet)

Ny skandinavisk easyJet-rute

EasyJet åbner en vinterrute fra London til et attraktivt skiområde i Sverige. Det bliver det britiske lavprisflyselskabs tredje rute til Sverige.

Københavns Lufthavn er ikke længere alene om at betjene easyJet, der er Europas næststørste lavprisflyselskab. Selskabet vokser i øjeblikket på det svenske marked, og den 11. december åbner easyJet en ny rute fra London-Gatwick til Åre Östersund Lufthavn i Sverige.

Ruten er kommet i stand gennem en bred opbakning fra lokale og regionale aktører som Jämtland Härjedalen Turism, Swedavia, SkiStar, VisitSweden samt Region Jämtland Härjedalen og rækker primært ud efter det store britiske marked for skiturisme.

“EasyJets netværk vokser konstant, og det er fantastisk at de nu satser på Åre Östersund Lufthavn. Det glæder os, at vi nu kan byde briterne velkommen til vores region, og at vi sammen med vores partner er lykkedes med denne etablering,” siger Susanne Norman, der er lufthavnschef i Åre Östersund Lufthavn, der i 2015 havde lidt flere end 450.000 rejsende.

Ruten flyves hver søndag indtil udgangen af april måned med Airbus A319-fly med plads til 156 passagerer.

Tredje svenske rute
Ruten mellem London og Åre Östersund bliver den tredje easyJet-rute til Sverige. Igennem mange år har easyJet fløjet på ruten fra Geneve til Stockholm-Arlanda, og den 19. november åbner den britiske lavprisflyselskab en rute mellem Lyon og Stockholm med to ugentlige afgange.

EasyJet har tidligere forsøgt sig med svenske ruter, men de lukkede i løbet af 2011 og i begyndelsen af 2012, da easyJet valgte at konsolidere den nordiske trafik i Københavns Lufthavn. Således trak easyJete sig i 2011 på en rute fra Milano til Stockholm samt fra Berlin til Gøteborg. I begyndelsen af 2012 lukkede også ruterne fra Manchester og London-Gatwick til Gøteborg.

Københavns Lufthavn er stadig den vigtigste lufthavn for easyJet i Skandinavien, hvortil selskabet i dag har i alt 12 ruter.

 

Relaterede artikler:

Stockholm får ny easyJet-rute

EasyJet opgiver konkurrence med Norwegian

Første easyJet-rute til Norge

EasyJet: Fokus på konsolidering i CPH

EasyJet skærer ned på nordiske ruter