Ny ulykke med Q400-fly

Et Bombardier Q400-fly fra canadiske Jazz Aviation var i sidste uge involveret i et havari, hvor højre side af landingsstellet brød sammen. Ulykken har ligheder med SAS-havarierne i 2007.

Et Bombardier Q400-fly fra canadiske Jazz Aviation havarerede i fredags under en landing i Edmonton International Airport.

Flyet, der blev opereret på vegne af Air Canada Express som rutenummer AC8481, havde netop forladt Calgary med kurs mod Grand Prairie, da piloterne rapporterede et teknisk problem. Der var tilsyneladende tale om, at et dæk var eksploderet under flyets start.

Da vindforholdene i Calgary var ugunstige, valgte piloterne at fortsætte til Edmonton for her at foretage en sikkerhedslanding. I forbindelse med landingen brød landingsstellet sammen i højre side, hvorefter et eller flere propelblade fra højre motor ramte jorden og blev revet løs, inden de efterfølgende ramte flyets skrog.

Propelbladene ramte flyets skrog med så stor en kraft, at den indvendige kabinevæg blev trykket ind og ramte flere passagerer. I alt fire ud af 71 passagerer og fire besætningsmedlemmer blev kørt til hospitalet med mindre kvæstelser.

Den canadiske havarikommission har nu indledt en efterforskning af hændelsen. Ulykkesflyet havde registreringen C-GGBF og blev leveret til Jazz Aviation i februar 2013.

Ligheder med SAS-havarier
Ulykken med Q400-flyet i Canada har visse lighedspunkter til de tre SAS-havarier, der i 2007 fik det skandinaviske flyselskab til at sætte samtlige 27 eksemplarer af Q400-flyet på jorden.

Første hændelse opstod den 9. september, hvor et SAS Q400-fly med rutenummer SK1209 måtte nødlande i Aalborg Lufthavn, da landingsstellet ikke kunne folde sig korrekt ud. Ved landingen kollapsede det højre landingsstel, hvorefter propellen ramte jorden, og propelbladene blev slynget ind i kabinen. Fem passagerer fik mindre kvæstelser som følge af propelbladene samt den efterfølgende evakuering.

Havarikommissionen konkluderede i sin rapport, at et rustent gevind for enden af et hydraulikstempel blev revet fra hinanden, da landingsstellet skulle foldes ud.

Blot tre dage efter havariet i Aalborg var den gal igen. Et Q400-fly med rutenummer SK2748 sikkerhedslandede i Vilnius Lufthavn, hvor højre landingsstel kollapsede ved landingen. Alle passagerer blev evakueret, uden at nogen kom til skade.

SAS valgte midlertidigt at sætte samtlige 27 Q400-fly på jorden for nærmere inspektioner efter opfordring fra flyproducenten. Her viste det sig, at i 25 ud af 27 fly, var der rust i landingsstellets hydraulikstempel.

Den sidste hændelse i løbet af den omkring 50 dage lange periode udspillede sig den 27. oktober 2007, hvor et Q400-fly endnu engang måtte foretage en sikkerhedslanding. Denne gang skete det i Københavns Lufthavn, og landingsstellet kollapsede atter i højre side. Heller ikke ved dette havari var der tilskadekomne, men Havarikommissionen konkluderede efterfølgende, at en løs o-ring i hydraulikrørene som satte sig i klemme, var årsagen til havariet.

Flyveforbud
Efter hændelsen den 27. oktober fik Q400-flyene flyveforbud hos SAS-gruppen, hvilket vil sige hos SAS og det daværende datterselskab Widerøe.

Da uroen omkring hændelserne har lagt sig, indgik SAS den 10. marts 2008 en aftale om at købe 27 nye Bombardier-fly i tillæg til en erstatning på op imod en milliard kroner.

Erstatningen blev delvist udbetalt kontant og delvist som rabat på nye flyleverancer. Det gav SAS mulighed for at købe 14 nye Bombardier Q400 samt 13 CRJ900 NG fly. De 14 Q400 fly er i dag beskæftiget i det norske regionalselskab Widerøe, som SAS solgte hovedparten af i 2013.

En række Q400-operatører afventer nu resultaterne af den canadiske havarikommissions undersøgelser.Sammen med britiske Flybe samt de amerikanske flyselskaber Porter Airlines, Horizon Air og Republic Airways, er Jazz Aviation blandt de største operatører af flytypen i dag. Norske Widerøe har blot 11 Q400-fly i drift i dag.