Nye europæiske kabiner hos British Airways

I denne uge har British Airways påbegyndt en opgradering af kabinerne på 95 Airbus-fly, der anvendes på de europæiske ruter.

British Airways har netop igangsat et større projekt, der skal betyde, at i alt 95 Airbus-fly af typerne 319, 320 og 321 vil få installeret nye sæder samtidig med en kabineopgradering.

Det er flyene, som anvendes på de europæiske ruter til og fra Heathrow og Gatwick, der trænger til en “makeover“. Inspirationen er til dels hentet fra designet i de nye A380 og Boeing 787-fly.

Det handler først og fremmest om slankere og mere komfortable sæder. I det nye design er der tale om lædersæder i en koksgrå farve med British Airways-logoet støbt i nakkestøtten. Ved at benytte de tyndere sæder, er det muligt at øge sædeantallet fra 162 til 168 i et Airbus A320-fly, mens de længere A321´ere fremover kan rumme 205 passagerer mod de nuværende 188.

Selvom der kommer flere passagerer ombord i flyene, vil sædeafstanden stadig være 31 tommer, da sæderne som nævnt er blevet tyndere.

“Markedet for langdistanceruter har ændret sig voldsomt i de senere år. For at forblive konkurrencedygtige og fortsat at kunne tilbyde kunderne valgmuligheder, attraktive billetpriser og god service, har vi besluttet at give vores kabiner en omfattende makeover. Der vil blive et nyt udseende, men den traditionelle komfort, elegance og værdi, som British Airways er kendt for, vil stadig være der,“ siger Keith Williams, der er vicekoncernchef i British Airways.

Kabinelys med stearinlys-stemning
Blandt fornyelserne i kabinerne er formede ryglæn, der giver mere plads til benene, ligesom en særlig tablet PC-holder er monteret i ryglænet i øjenhøjde. Sæderne har fået bevægelige hovedstøtter, mens British Airways i modsætning til flere andre flyselskaber fastholder sæder, der kan lænes tilbage.

Forrest i Club Europe-kabinen vil der stadig være en 2+2 konfiguration, idet midtersædet er lagt ned. Midtersæderne vil i øvrigt være forsynet med et nyt konsolbord, der gør det mere funktionelt for passagererne.

Endelig vil kabinen være udstyret med LED-lys, hvor British Airways har valgt tre farver til forskellige situationer. Ved boarding vil der være et lys med blå toner, mens et behageligt hvidt lys er tændt under flyvningen og ved landingen. Når der serveres mad i kabinen vil der tændes et lys, der skal bringe tankerne hen til en stemning af “tændte stearinlys.“

British Airways oplyser, at det vil tage omkring 12 måneder at udstyre de omkring et hundrede Airbus-fly med de nye kabiner. Flyselskabet råder stadig over 19 fly af typerne Boeing 737-400, der primært benyttes ud af Gatwick Lufthavn. Disse fly vil blive udfaset i løbet af de kommende seks til ni måneder og vil således ikke indgå i planerne om opgradering.