Nye muligheder over for urolige flypassagerer

På en konference i den international luftfartsorganisation ICAO blev det i sidste uge besluttet at foretage ændringer til Tokyo-konventionen fra 1963. Dermed udvides mulighederne for at retsforfølge urolige flypassagerer.

Flyselskaberne oplever et stigende problem med berusede passagerer, der i nogle tilfælde kan udgøre en sikkerhedsrisiko eller virke så stærkt generende på medpassagererne, at det er nødvendigt at lande undervejs på ruten for at sætte de pågældende passagerer af.

Hidtil har mulighederne for at retsforfølge passagererne være begrænset til den såkaldte Tokyo-konvention fra 1963, der regulerer lovovertrædelser begået på fly. Men fremover bliver det udvidede muligheder for at sende urolige passagerer for en domstol. Det er konsekvensen af de ændringer, som 100 medlemslande af den internationale luftfartsorganisation ICAO vedtog den 4. april i Montreal.

Det var resultatet af fire års arbejde, der kunne vedtages efter afslutningen af en konference, der varede fra den 26. marts til den 4. april og havde deltagelse af 423 repræsentanter fra 100 lande og ni internationale organisationer.

“Denne nye protokol til Tokyo-konventionen forbedrer markant mulighederne for ICAO-medlemsstaterne til at udvide jurisdiktion over relaterede lovovertrædelser til operatørens hjemland og landingsstaten,“ siger Dr. Olumuyiwa Benard Aliu, der er formand for ICAO.

Hidtil har det som udgangspunkt været i det land, hvor flyet er registreret, at man kunne retsforfølge uregerlige flypassagerer.

Udvidede beføjelser til “sky marshals“
Ifølge ICAO vil de nye bestemmelser medvirke til at forbedre de globale bestemmelser om luftfartssikkerhed.

De såkaldte Inflight Security Officers (IFSO) – populært kaldet sky marshals – får samtidig udvidede beføjelser til uden kaptajnens forudgående tilladelse at gribe ind, hvis der opstår situationer med passagerer, hvor der kan være fare for andre passagerer eller sikkerheden på flyet.

IFSO-personale benyttes af israelske El Al på samtlige flyvninger, men lande som Australien, Canada, Indien, Singapore, Storbritannien og USA også i en vis udstrækning gør brug af sky marshals.

“Denne nye protokol til Tokyo-konventionen vil yde et vigtigt bidrag til at sikre sikkerheden for passagerer og besætning i hele verden,“ siger ICAO-generalsekretæren Raymond Benjamin i en kommentar.

Nu er det op til de enkelte medlemslande i ICAO at ratficere ændringerne i de respektive nationale lovgivninger. ICAO, der er en forkortelse for International Civil Aviation Organisation, er en organisation under FN som arbejder for at skabe ensartede standarder for lovgivningen omkring civil luftfart i medlemslandene.