(Foto: Extrajet)

Nyt flyselskab har to CPH-ruter på tegnebrættet

Det nystartede Leeds-baserede Extrajet har planer om at starte to nye københavner-ruter allerede fra næste år.

Hvis alt går som planlagt, vil rejsende fra København til Leeds igen fra næste år kunne klare turen uden stop, efter SAS lukkede ruten i december 2014.

Et nystartet flyselskab med navnet Extrajet har nemlig planer om at starte ruter fra sin base i Leeds i den nordengelske region Yorkshire til København i Danmark og Antwerpen i Belgien.

Samtidig er der også udsigt til, at selskabet vil åbne en rute mellem Antwerpen og København. Det oplyser Extrajet på sin hjemmeside.

Satser på business
Ifølge Extrajet vil man bruge to 37-sæders Embraer ERJ 135-fly til betjeningen af de nye ruter.

Extrajet– der er et akronym afEXecutive TRAvel by JET– beskriver sig selv som et nyt full service business-airline, der vil tilbyde to daglige afgange på de nye ruter fordelt på morgen og aften.

Det er forretningsmanden, James Thorpe, der står bag Extrajet. Thorpe har over 30 års erfaring som iværksætter. På nuværende tidspunkt er han i gang med at rejse 2 mio. britiske pund til opstarten af Extrajet, som han henter hjem i bytte for 45 pct. af aktiekapitalen i selskabet.

Vil styrke fly-betjening
Til UK Investor Magazine oplyser James Thorpe, at det nye flyselskab er sat i verden for at komme – hvad han selv kalder – mangelfuld fly-betjening af Yorkshire-regionen til livs.

”Forretningsrejsende, som vil rejse internationalt for at passe deres forretninger, er meget ringe serviceret af Yorkshires lufthavne. Det er umuligt at flyve til mange af Europas centrale business-destinationer. Dette er helt uacceptabelt for en region af Yorkshires størrelse,“ siger han.

Fra Leeds Bradford International Airport, der er den største lufthavn i Yorkshire-regionen, flyves der til ca. 75 destinationer, men mange af ruterne er sæsonruter betjent af lavprisflyselskaber med få frekvenser.

26 afrejsende passagerer
Da SAS valgte at lukke ruten mellem København og Leeds sidste år, var det med argumentet om manglende efterspørgsel og deraf dårlig økonomi i ruten.

Ifølge tal fra Trafikstyrelsen var der i gennemsnit godt 26 afrejsende passagerer på SAS’ fly fra København til Leeds på hver af de to ugentlige afgange som selskabet fløj fra 30. marts 2014 til 1. december 2014. SAS betjente ruten med et miks af 88-sæders CRJ900 og 50-sæders CRJ200.

Spørgsmålet er, om Extrajet får bedre held med at tiltrække rejsende, efter at SAS har været inde på ruten og gøde markedet.

Planer om flere ruter
Extrajet oplyser, at den forventede pris for en enkeltbillet mellem København og Leeds er 350 britiske pund, svarende til3655 danske kroner, imens København-Antwerpen forventes at blive prissat til 300 britiske pund, svarende til 3132 danske kroner.

Ifølge James Thorpe svarer priserne til den pris lavprisselskaberne tager for en billet uden rabat. Til gengæld går Extrajet all in på høj service såsom parkering, lounge samt inflight underholdning, mad og drikke.

Extrajet går på sigt efter at åbne flere ruter til både det europæiske fastland og destinationer i Storbritannien.

Billede: Øverst: Extrajet vil anvende to Embraer ERJ 135-jetfly indrettet med 37 sæder. Nederst: En skitse af selskabets forventede flybemaling. Foto: Extrajet